Falske døv-stumme snyder sig til penge
Lokalavisen har netop modtaget et tip om, at Kolding by i disse dage lægger ramme til tiggere, der, ifølge deres medbragte skilte, samler penge ind til et nyt ”stummecenter” i Kolding. De udgiver sig for at være døv-stumme, men det er ikke sandt. Faktisk kan tiggerne både høre og tale, men lader som om for at få penge op af lommen på velmenende borgere, hvorefter pengene går til bagmændene bag fupnummeret eller tiggerne selv.
”Vi har ikke set dem selv endnu, men det er ikke første gang, at vi ser den slags tiggeri i Kolding. De udgiver sig for at have et handikap, men det er fup og svindel. De udnytter andre folks godgørenhed, så man skal ikke give dem noget,” siger Verner Pedersen, vicepolitiinspektør ved lokalpolitiet i Kolding.
Tiggerne er sidst set omkring krydset ved Slotsgade og Klostergade, hvor de ved hjælp af skilte forsøger at lokke penge ud af forbipasserende. Støder du på dem, er det bedst at holde sig på afstand og kontakte politiet.
”Det er ulovligt tiggeri, så ser man dem, skal man kontakte os på telefon 114. Så kan vi få fat i dem og give dem bøder, ” slutter Verner Pedersen.