Fortsæt til indhold

Manden bag de mange oprykninger!

Arkiv
Arkiv

Jan Kalborg er i dag nok mere kendt for sit virke som fodbold-ekspertkommentator ved Danmarks Radio, hvor han tager sig af Superligaen og landskampe. Hans store oplevelse var nok kommentatorjobbet ved VM i Sydafrika, hvor han også var med i TV-udsendelserne. I det daglige passer han sit job som lærer ved Hvidovre Kommunes skolevæsen, - en årrække på Sønderkær- og nu på Gungehusskolen.

”De tog chancen”

Hans fortid i fodboldlivet skal vi finde i Brøndby, hvor han var en talentfuld ungdomsspiller og endda kom i divisionstruppen. En alvorlig knæskade stoppede dog karrieren, og som 20-årig blev han træner i Hvidovre KFUM, - senere omdøbt til FC Hvidovre på Avedøre stadion. - Det var Michael Christensen der “tog chancen” og headhuntede mig til HIF, der havde været igennem en fæl nedtur efter succesårene først i 80’erne, fortæller Jan Kalborg. - Vist var jeg lidt nervøs, men vi lavede sammen en fem-års-plan og fik skabt en god base af såvel spillere som ledere, hvor også mandskabsplejen spillede en stor rolle. At vi kun fik én sæson i Superligaen, ærgrer mig stadig. Men vi mistede alt for mange rutinerede spillere, og det var umuligt at finde fuldtgode erstatninger. Da Peter Schmeichel senere overtog klubben lå HIF på en flot placering som nummer 5 i 1. division med gode spillere. Men alt skulle væk, spillere, holdledere og træner Kalborg måtte tage til takke med titlen som talentchef. Med en ganske ødelæggende ny manager holdt det samarbejde ikke længe, og hele konceptet gik også kort efter i total opløsning. Efter den oplevelse holdt Kalborg et års pause. Men et nyt udfordrende tilbud fra Greve gav ham lysten igen. Greve lå næstsidst i Danmarksserien, og man ville gerne op i divisionen igen. Det blev igen en Kalborg-succes med fire oprykninger på bare fem år. - Hvorfor sluttede det her? - Jeg havde flere tilbud, men var nok blevet mæt i trænerjobbet, siger Kalborg. - I stedet gik jeg i gang som underviser i klubber og erhvervslivet med kursus- og foredrag omkring mandskabspleje og personaleledelse. Og det gør jeg da stadig, suppleret med mit virke i DR, hvor jeg jo har fået en lige så spændende rolle som iagttageren udenfor, i stedet for træneren på banen. - Det er altså definitivt slut med trænergerningen? - Man skal aldrig sige aldrig. Jeg tror dog ikke en tilbagevenden vil blive som træner, men selv om jeg fylder 60 år, har jeg måske en lille drøm om at blive sportschef el.lign., hvis der kommer en klub med et idégrundlag der kan tiltale og “vække” mig. - Hvad med HIF? - Det er og bliver min hjerteklub, slutter Jan Kalborg. I anledning af 60 årsdagen holder Jan Kalborg reception på torsdag den 11. februar fra kl. 15 til 19 i Lejerbo Selskabslokaler på Arn. Nielsens Boulevard, hvor alle er velkomne.