Fortsæt til indhold

Æterduel - Almaz versus Naser

Der venter et spændende radiomøde imellem Almaz Mengesha og Naser Khader, afslører Havkatten

Arkiv
pra

"Det kan nemt ende med en rigtig interessant radioudsendelse, selv om Naser Khader er den ene af to deltagere, for en af mange ørkesløse politiker-debatter bliver der ikke tale om. Den anden er nemlig Almaz Mengesha fra Haderslev, der er godt skåret for tungebåndet - og på en del områder temmelig uenig med det konservative folketingsmedlem, der heller ikke er tabt bag en vogn." Sådan skriver Carl "Havkatten" Skøtt i et indlæg. Her fortsætter han:
"Lighedspunkter er der en del af mellem de to. Begge er uden forbehold velfungerende i det danske samfund, selv om de ikke er født her i landet. Naser har syriske rødder, Almas etiopiske, han har været dansk mester i karate, hun dansk mester i triatlon for dobbelt benamputerede kvinder.
De har begge skrevet bøger, og de er også begge foredragsholdere.
På ét væsentligt punkt er de forskellige, selv om de begge kom til Danmark i 9-11 års-alderen. Nasers forældre var migranter, Almaz er adopteret af danske forældre.
Radio 24/7 bringer udsendelsen, der har Almaz i hovedrollen. Det er hende, der bestemmer, hvad udsendelsen skal handle om, og det er hende, der har bestemt, hvem hun vil gå i æteren med i en verbalkamp, hvor både sødt og surt kan uddeles - og også vil blive det.
Radio 24/7 var ellers skeptisk, da Almaz bekendtgjorte, at hun ønskede at gå i dialog med Naser. Radioen har nemlig tidligere forsøgt at få Naser med i udsendelser, hvilket hidtil er mislykkedes. Da Almaz trådte i karakter, lykkedes det.
Hvornår udsendelsen går i luften, vides ikke i øjeblikket, men samtalen mellem de to, der har meget til fælles og en del, de er uenige om, bliver optaget 18. marts på Borgen."