En skakkultur vokser sig større og større
- Sidste år deltog tre skoler i kommunen og målet er at endnu flere skoler i kommunen deltager næste skoleår, siger Peter Mogensen, skoleskaklærer på Præstemoseskolen og deltidsmatematikkonsulent i Hvidovre kommune. - Jeg arbejder på at få lavet en fælles skakindsats i kommunen sammen med Thorbjørn Bromann fra Langhøjskolen. Drømmen er at der spilles skak på alle skoler (i matematik, som eget fag, i understøttende undervisning, som valgfag m.m). Samtidig vil det være skønt hvis flere skoler deltager i skolernes skakdag, tager til Landsfinalen i Billund og at der kan blive bred opbakning til den næste skakdrøm i næste skoleår - Hvidovremesterskaberne i skoleskak. En drøm vi håber at kunne indfri allerede i efteråret 2016.
Præstemoseskolen vil være med
På Præstemoseskolen deltog alle klasser i skolernes skakdag - dog ikke på en gang. Indskolingen dystede i morgentimerne, Mellemtrinnet i middagstimerne og Udskolingen i eftermiddagstimerne. Først skulle eleverne spille simple skakspil som bondeskak og tårn/løber skak for at lære de enkelte brikker at kende. Herefter skulle de spille actionskak, hvor eleverne med flere brikker i spil duellerede mod mange forskellige spillere, da der ofte er spillerrotation, som giver nye modstandere. Dagens program bød bl.a. på gennemgang af brikkernes funktion, Bondeskak, Tårn/løberskak, Actionskak samt Diplomer og Skolernes Skakdag aviser til alle. Fra Præstemoseskolen var det Anders Jensen og Peter Mogensen, der stod for skolernes skakdag. Udover Præstemoseskolen deltog Frydenhøj, Holmegårdsskolen, Langhøj og Risbjergskolen.
Evidensbaseret forskning gør skak til en vigtig brik i elevernes læring
- Eksperimenter udspringer ofte af lysten til at udvikle og gøre skoledagen bedre og eleverne fagligt dygtigere. Skak er dog langt fra et eksperiment, siger Peter Mogensen. Forskning og dokumentation fra lande som USA, Canada, Tyskland, Skotland, vores naboland Sverige og Aarhus kommune viser et entydigt svar. Skak gør eleverne bedre til matematik og det stopper ikke her. Forskningsresultaterne peger også på forbedret koncentrationsevne, større selvtillid og i Tyskland peger de efterfølgende test på at skak også gavner både læseforståelsen og sprogforståelsen. Endvidere må man sige at skak er et socialt spil, hvor eleverne lærer af hinanden. Det kan spilles af alle børn og differentieres til et enkelte barns zone for nærmeste udvikling. Man behøver ikke at bruge lang tid på spillet før, det kan forplante sig til resten af børnenes hverdag. Skak kan spilles i fritiden, i hjemmet og kan spilles på et utal af måder og bruges både som spil, bevægelsesaktivitet og opgavetræning. Det er svært ikke at være begejstret og kan man skabe en skakkultur for alle skoler på frivillig basis og ud fra mottoet: - Det skal være sjovt at blive klogere, så er det da en win win situation siger Peter Mogensen.