Indbrudstyve snuppet på fersk gerning midt i Vejle
Af: Jørgen Flindt
Det er trods alt ikke hver dag, at politiet kan snuppe to indbrudstyve, der er i fuld gang med at begå et indbrud.
Men mandag eftermiddag forsøgte to mænd at bryde ind i en lejlighed i Svendsgade i Vejle. Det lykkedes at bryde ind, men beboere i området opdagede dem og fik kontaktet politiet, som sendte en patrulje af sted i huj og hast.
Og betjentene kom til lejligheden så hurtigt, at de kunne få lovens lange arm rundt om de to indbrudstyve.
Der er tale om to mænd på henholdsvis 31 og 35 år, og begge mænd var i forvejen kendt af politiet. Det oplyser Vejle Lokalpoliti.