Sejr i Viborg vil åbne en port til semifinalerne
Med fem spillerunder tilbage af grundspillet strammer kampen om placeringerne i Primo Tours Ligaen til, og i toppen indledes en ny uge med et opgør mellem Viborg HK og Team Esbjerg, der kan tage et kæmpeskridt mod et stort sæsonmål: At kvalificere sig direkte til semifinalerne om det danske mesterskab ved at placere sig på en af de to øverste pladser.
Viborg er ubesejret ni ligakampe i træk og fører forfølgerne an fire point efter Team Esbjerg og FC Midtjylland.
"Viborg er et af de hold, der floppede i begyndelsen af sæsonen, men siden har klaret sig godt. Jeg ser det som vigtige faktorer, at klubben har undgået skader og har en god, bred trup af spillere, hvoraf mange har lang ligaerfaring og også har spillet på internationalt plan. Det er ikke overraskende for mig, at Viborg er med i topstriden," siger Team Esbjerg-cheftræner Lars Frederiksen.
Han ser en liga, hvor tre af de hold, der indledte sæsonen dårligt, Team Tvis Holstebro, København Håndbold og mandagens modstander, Viborg, er kommet op i gear og øger spændingen om placeringerne i top seks.
"For os handler det om at komme ud af vores nedeperiode, og hvis vi skal vinde grundspillet, kræver det to point mod Viborg. I så fald ligger en plads i semifinalen lige for vores fødder. Det bliver en svær og spændende opgave, efter at vi ikke har spillet optimalt i nogle kampe, heller ikke senest mod SK Aarhus. Vi har formået at holde et forholdsvis højt niveau i angrebet og scoret ret mange mål, men vi har defensive problemer, som vi fortsat skal arbejde med," siger Lars Frederiksen.
Den kommende Viborg-spiller, Stine Bodholt Nielsen, vender tilbage efter en pause med hjernerystelse, og landsholdsforsvareren kan som en af tre stregspillere især bidrage til at stive defensiven af. Anfører Rikke Zachariassen er den alsidige tovejsspiller, og Ulrika Ågren er primært tiltænkt en rolle som stærk afslutter.
Ida Bjørndalen, der vendte tilbage til truppen mod SK Aarhus uden at komme på banen, udgør et alternativ i bagspillet, hvorimod venstrefløjen Susanne Kastrup Forslund fortsat sidder over med knæproblemer
Team Esbjergs trup til kampen i Primo Tours Ligaen mod Viborg HK mandag den 15. februar kl. 18.30 i Viborg Stadionhal:
Målmænd: Emily Stang Sando og Filippa Idéhn
Venstre fløj: Maria Mose Vestergaard
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Tove Seest
Streg: Rikke Zachariassen, Stine Bodholt Nielsen og Ulrika Toft Hansen
Bagspillere: Laura van der Heijden, Estavana Polman, Jenny Alm, Betina Riegelhuth og Ida Bjørndalen.