Så gnistrer det snart igen på banen
Det ser ud som om, at der er gået ild i sporet, når skinneslibetoget fjerner små rifler og bølger fra skinnerne
En af jernbanens natlige gæster, skinneslibetoget, kommer tilbage på sit årlige besøg. Mange af Hvidovres borgere husker skinneslibetoget - for det er et synligt besøg: Det gnistrer og lyser op, når de 32 slibesten går mod skinnerne og sliber bittesmå rifler og bølger væk. De små skinnefejl, der nu skal slibes væk, bliver fundet, når Banedanmark hvert år sender målevognstoget, der både kan finde indre og ydre revner i skinnerne, ud på jernbanenettet. Og der er god økonomi i at sende skinneslibetoget i natten - også selv om det koster 160.000 kroner for hver nat, skinneslibetoget kører. - Hvert døgn kører der omkring 3.000 tog rundt på de danske jernbanenet. I fremtiden stiger det antal, og jo flere tog, der kører, desto mere slider det naturligvis på skinnerne. Ved blandt andet at slibe skinnerne sikrer vi, at der går længere tid mellem, at de skal udskiftes, siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark...
Et tog blandt mange
Skinneslibetoget er bare et af flere specialtog, der sliber, høvler og fræser skinnernes overflade for at sikre, at sporet er i så god form som muligt. - Når skinnerne slibes, fræses og høvles giver det færre vibrationer i sporet, revner i skinnerne fjernes, og afstanden mellem skinnerne optimeres. Samtidig reduceres støjen fra skinnerne, siger Pernille Skovrup... Toget sliber skinner om aftenen og om natten, fortrinsvis mellem kl. 22.30 og kl. 5. Skinneslibetoget kører efter planen i Hvidovre i perioden fra den 14. til 16. februar. Om dagen holder skinneslibetoget og en materielvogn parkeret på en station i området. På standpladsen bliver skinneslibetoget klargjort til aftenens og nattens arbejde. Klargøringen kan give støjgener for de nærmeste naboer til banen.
FAKTA:
Skinneslibetoget er et af flere forskellige tog til slibning og fræsning, som Banedanmark benytter sig af for at sikre, at skinnerne er godt vedligeholdte. Som de øvrige tog er slibetoget et, som Banedanmark lejer. Toget tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International og er bemandet med et hold af internationale eksperter. Slibetoget har 32 slibesten, der hver især kan indstilles i forskellige vinkler, således at hver enkelt slibesten kan anvendes, hvor der er behov for at fjerne metal. Slibetoget kører 1-9 gange på samme strækning for at fjerne bittesmå rifler og bølger på skinnerne. Hver aften og nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 km skinner færdigt. Der køres om natten for at genere togtrafikken mindst muligt. Når det arbejder, kører skinneslibetoget mellem tre og ni kilometer i timen.