Ung mand knivdræbt på åben gade
En 23-årig mand døde tidligt mandag morgen af de knivstik, han var blevet tildelt, efter et skænderi med en anden mand.
"Han blev stukket gentagne gange med en kniv," fortæller vicepolitikommisær Karsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding.
Han vil dog på nuværende tidspunkt ikke ud med ret mange yderligere oplysninger om omstændighederne for drabet på grund af efterforskningen. I nat fortalte vagthavende ved Sydøstjyllands Politi dog til Ritzau, at vidner har set de to mænd komme op at skændes, hvorefter den ene sank sammen.
"Derefter løber gerningsmanden fra stedet. Han bliver cirka ti minutter senere fundet liggende på en gade i nærheden og anholdt," fortalte Jesper Duus, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Ritzau.
Den dræbte 23-årige mand blev kørt til Kolding Sygehus, hvor det i første omgang lykkedes at genoplive ham. Halvanden time senere stod hans liv dog ikke til at redde.
Politiet kender endnu ikke årsagen til skænderiet, og de ved heller ikke endnu, hvorfor den mistænkte gerningsmand lå på gaden, da de fandt ham.
Til Ritzau fortæller Sydøstjyllands Politi blot, at den dræbte kommer fra Trekantområdet og at den formodede gerningsmand er en yngre mand.
Lokalavisen Kolding følger sagen.