Fortsæt til indhold

Telefonsvindlere ringer til fynboer

Får du et opkald fra nogen, der påstår, de er fra Microsoft, så læg på med det samme

Arkiv
Danni Paulsen

"Fyns Politi får i øjeblikket henvendelser fra borgere, der er blevet ringet op af personer, der siger, de ringer fra computergiganten Microsoft. Men det er lodret løgn. Der er tale om svindlere, der forsøger at lokke penge fra dig!"
Sådan lyder starten på en pressemeddelelse fra Fyns Politi.
Der er nemlig al mulig grund til at være på vagt, hvis man modtager et opkald fra Microsoft, som i øvrigt aldrig ringer uopfordret til kunder.
Telefonsvindlerne, som ringer fra hele verden, påstår, at de er firmaets support, og at de vil hjælpe med at fjerne en virus på din computer.
I virkeligheden vil de have dine penge.
"Det hele går ud på at narre penge fra folk ved at få dem til at indbetale penge for at slippe af med en påstået virus på deres computer. Svindlerne er dygtige, for det lykkes dem desværre ofte at få folk til at hoppe på limpinden," siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi.
Det er hans overbevisning, at telefonsvindlerne i øjeblikket har kastet sig over det fynske område.
"Vi har en klar fornemmelse af, at svindlerne netop nu har kastet sig over det fynske område. Vi ved desuden positivt, at der er mange, som får opringninger, men vælger ikke at melde det til os," siger han.
Svindlerne prøver at få folk til at betale for et program, der kan fjerne den virus, som ikke er der, men mindst lige så farligt er det, at de vil inficere folks computer med en hackersoftware.
Følger man deres anvisninger, kan man ifølge Fyns Politi give dem fuld adgang til computeren - inklusive personlige data, kreditkortoplysninger og passwords, når de tastes.
Jørgen Andersen opfordrer derfor alle til at hjælpe med at sprede budskabet om ikke at svare udenlandske numre, man ikke kender.
Men Fyns Politi har også fået henvendelser fra borgere, som har fået fupsamtaler fra danske numre, så får man uforvarende pludselig Microsoft i røret, så er det bare med at lægge på med det samme.