Herrerne pumpet for kræfter
Kræfterne slap op ti minutter før tid da håndboldherrerne var tæt på stor overraskelse
HIF var rigtig godt med det meste af kampen, men generelt skulle der bruges mange kræfter på at score mål, og FIF's fysiske formåen var også markant, når HIF skulle forsvares. Det blev en lidt hektisk indledning med mange fejl og afbrud. Målmand Ken Berkowitz hev det store spil frem og holdt gæsterne nede på fem scoringer efter 20 minutters spil. Desværre havde HIF også kun scoret seks mål, så 9-9 ved pausen var ok. Ken Berkowitz fortsatte det store spil i 2. halvleg, hvor HIF’s offensiv skulle bruge rigtig mange kræfter på at score hos FIF’s velspillende målmand. Det var først på den 7. afslutning, HIF fik scoret, så der var gang i afslutningerne i de første fem minutter. Der blev arbejdet intenst på at finde hullerne i FIF’s forsvar, men HIF fandt dem og bragte sig foran 14-11 midtvejs i 2. halvleg. Et par løse afslutninger og direkte boldtab gav FIF troen på det, og de udlignede til 16-16 med ti minutter tilbage. Her var der ved at være udsolgt hos Hvidovre. FIF havde momentum og overskuddet og gik fra 16-16 til 19-16. En udvisning til gæsterne fik HIF tilbage på sporet, så det stod 18-19 fem minutter før tid. De sidste fem minutter var det FIF, der styrede begivenhederne og vandt fortjent 23-21 i en kamp, som HIF havde stor ære af.