Fortsæt til indhold

Mr. Stangspring hopper nu ind i sit næste årti

Arkiv
Arkiv

Flemming Johansen, der civilt er uddannet elektriker, men udelukkende har arbejdet med EDB, er bedst kendt fra atletikkens verden via HIF og Hvidovre Atletik & Motion. At han også har haft en mindre karriere indenfor badmintonsporten, ved måske de færreste. Som en talentfuld, målrettet og indædt single gjorde han som 3. divisionsspiller livet surt for bl.a. den legendariske All England-mester Erlands Kops. I første runde ved et DM blev Kops tvunget ud i tre sæt mod den energiske og velspillende HBC-spiller. Det blev dog atletikken, som den unge atlet valgte at koncentrere sig 100 procent om. Flemming Johansen er mangeårig dansk mester i stangspring og var i 1972 den første dansker, der kom over 5 meter (5.04). Allerede som 16-årig viste han sit talent, da han kom over 4 meter, og han lå stadig i den højde, da han blev verdensmester for +55 i 2005 i San Sebastian i Spanien. For en halv snes år siden stoppede han den aktive karriere - i øvrigt mens han stadig var verdensmester. Flemming Johansen var en alsidig atletikudøver, der med flotte resultater også gjorde sig bemærket blandt Danmarks bedste tikæmpere. Udenfor arenaen udstrålede han altid godt humør og var med til at få stemningen i vejret, men i træning og konkurrence var han kompromisløs i sine krav til sig selv og var en fighter, der altid stræbte efter det ypperste. Flemming Johansen er således også repræsenteret på atletikklubbens “Wall of Fame” i hallen på Hvidovre stadion.

Medaljer og titler på stribe

Flemming Johansen vandt sit første DM i 1969 efter at have vundet to sølvmedaljer og to bronzemedaljer, den ene i trespring, de foregående fire sæsoner. Han vandt DM-titlen fem år i træk og igen i 1976 for sidste gang. Flemming Johansen overtog den danske rekord i stangspring fra tikæmperen og træningskammeraten Steen Smidt Jensen, da han i 1972 tre gange forbedrede rekorden. Sidste DM-medalje - af bronze kom i 1979 - 14 år efter den første medalje. I alt blev det til 13 medaljer. Indendørs blev det til tre danske mesterskaber i 1972, 1973 og det sidste i 1979. Ved det danske holdmesterskab blev det til en bronzemedalje i 1979 som blev gentaget i 1980 og 1982. 70-årsdagen fejres under private former. Men hvad laver den tidligere så aktive Mr. Stangspring så på selve fødselsdagen. Jo, han er såmænd sammen med sine tidligere træningskammerater Steen Smidt Jensen og Jørgen Jensen. Ikke til konkurrence - men på skiferie i Andorra.