Ny øl og spiritusmesse åbner i Vejle
Beer ’N’ Booze Festival er navnet på den nye øl og spiritusmesse, som slår dørene op den 18/19. marts i Spektrum, hvor de bedste danske bryggerier, destillerier og spiritus-forhandlere og distributører er blandt udstillerne.
Bag festivalen står lokale Jonas Rørdam, der er gået sammen med eventfolkene Jakob Schultz og Jens Ole Ambjerg.
”Jeg har savnet, at der har været en messe, hvor man både kunne opleve specialøl og spiritus på samme tid. Derfor var det naturligt at kaste sig ud i det," siger Jonas Rørdam Larsen i en pressemeddelelse.
”Det er en oplevelses og nydelsesfestival, hvor alle kan komme og prøve sig frem og måske smage noget nyt. Her er plads til både entusiaster og kendere, men også til alle nysgerrige, der gerne vil prøve at gå på opdagelse, købe nogle flasker og måske få et par gode råd med på vejen,” siger han videre.
De danske ølentusiasters afdeling i Vejle støtter op om initiativet:
"Det er et nyt og spændende tiltag i Vejle, som vi forventer os meget af og også håber bliver en årlig tilbagevendende begivenhed i byen. I den sammenhæng har vores lokalnæstformand i Vejle Leif Vindbjærg Nielsen været lokalafdelingens tovholder i forhold til samarbejdet med arrangørerne," siger siger Astrid Olufsen, der er lokalformand for Danske Ølentusiaster i Vejle.
Messen åbner fredag den 18. marts kl. 12 og byder publikum indenfor til stribevis af stande, hvor bryggerier og spiritusfirmaer vil præsentere deres bedste produkter, servere smagsprøver og sælge flasker til kunderne.