Politiet tog bilen
23-årig mand uden kørekort fik beslaglagt bil efter hjulspin
Mikkel Hansen
En 23-årig mandlig bilist blev torsdag aften kort før midnat standset af politiet i krydset Ringgade/Kærvej i Sønderborg.
Bilen blev standset, fordi patruljen havde set, at føren havde lavet kraftigt hjulspind på Ringgade.
Den 23-årige mand kunne ikke fremvise et kørekort, da han aldrig havde taget et.
Han fortalte, at han havde købt bilen tidligere på dagen og fremviste en blanket fra SKAT, hvor han stod registreret som ejer/bruger af bilen.
Da manden tidligere er sigtet i flere sager om kørsel uden førerret, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.
Et fejeblad blev rekvireret til afhentning af bilen, og manden er nu sigtet for forholdene.