Kvartfinale i Ung Jazz på Godset
Torsdag den 11. februar kl. 20.00 er der kvartfinale i Ung Jazz på Godset i Kolding
I samarbejde med JazzDanmark afholdes en af de fire kvartfinaler i den 17. udgave af Ung Jazz i år på Godset i Kolding. Her vil 2 talentfulde unge bands spille mod hinanden og forsøge at overbevise en jury, bestående af professionelle musikere og branchefolk, om netop de skal videre til semifinalerne og efterfølgende finalen i Jazzhouse den 2.maj.
Aftenens to kvartfinalister på Godset er:
Balvig & The Buddhas
Når det fem mand store orkester Balvig & the Buddhas indtager scenen, bliver du mødt af et intenst lydbillede, som er farvet af skæve rytmer, fængende melodier og drømmende temaer. Med en instrumentation bestående af hammondorgel, synth, altsax, trommer, bas og guitar dannes der en hårdtslående, hiphoppet lyd, som også henter inspiration fra fusionsjazz og funk.
Tof/Love Trio
Trioen arbejder med musik og er dermed ikke låst i en genre. Den store kærlighed for jazz skinner tydeligt igennem de fleste kompositioner, men der er også elementer af folkemusik, hiphop, fri improvisation og tung beatmusik. Fra Coltrane til Daft Punk, og fra Jan Johansson til Suspekt - indflydelserne er mange. Det vigtigste for trioen er dynamisk energi, fra den helt stille intensitet der skabes og opstår i visse stykker, til den rendyrkede lyd- styrke- og følelseseksplosion der gør sig utroligt gældende i trioens musik. Hård energi stor kærlighed; TOF/LOVE TRIO