Fortsæt til indhold

Forvaltning holder skarpt øje med jobcentrene

Arkiv
Danni Paulsen

Det halter gevaldigt med ledigheden i Odense, som er en af de kommuner, der har landets højeste ledighedsprocenter.
Kommunen har et mål om at nå ned på landsgennemsnittet senest i 2020.
For at nå det mål, har Beskæftigelse- og Socialforvaltningen indført en skarp ugentlig fokus på, om medarbejderne i jobcentrene når de mål, der er opstillet for dem.
Hver mandag kommer der to tal ind, som viser, hvor mange ledige borgere der har forladt ledighedskøen den forgangne uge, fordi de er kommet i job eller uddannelse.
Mandagstallene, som de kalder dem, er enten grønne eller røde - bestået eller ikke-bestået.
Måltallene skal dokumentere og kontrollere effekten medarbejdernes arbejde, forklarer rådmand Steen Møller fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i en pressemeddelelse.
"I alt for mange år har der manglet dokumentation for effekten af det arbejde, der er lavet på beskæftigelsesområdet. For meget har handlet om proces og for lidt om resultater. Som politikere kan vi ikke agere, hvis vi sætter mål uden samtidig at kunne måle effekten af vores prioriteringer og den valgte retning," lyder det fra rådmanden.
Siden mandagstallene blev indført ved årsskiftet har resultaterne været grønne på uddannelsesområdet og røde for job.
I uge fem blev tallene for første gang grønne for både uddannelse og job.
- Vi arbejder systematisk på at skabe en effektkultur blandt alle medarbejderne i vores forvaltning. Vi skal til enhver tid vide, om det vi gør også virker. De nye mandagstal spiller en vigtig rolle for hele organisationen på dette område, siger koncerndirektør René Junker.