Fortsæt til indhold

To personer varetægtsfængslet for alvorlig narkokriminalitet

Arkiv
Danni Paulsen

"Fyns Politi foretog i går anholdelse af 2 personer, der blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191. Der er i dag sket fremstilling i Odense ret for lukkede døre, hvor begge er fængslet frem til d. 1 marts 2016."
Sådan skriver Fyns Politi torsdag eftermiddag i en meget kortfattet pressemeddelelse, der afsluttes med, at man ikke vil oplyse yderligere i sagen.
Straffelovens paragraf 191 handler om grov narkokriminalitet, og bliver man dømt efter den, så kan man straffes med fængsel indtil 10 år. Er det pågældende narkotikum særligt farligt, kan strafferammen lyde på hele 16 år.
Læs den eksakte ordlyd i faktaboksen til højre.
Fyns Politi vil ikke oplyse, hvilke personer sagen omhandler, ikke mindst fordi grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, men noget kunne tyde på, at der er tale om to af de i alt seks personer, der i går blev anholdt i forbindelse med en mulig skudepisode i Vollsmose.
Fire af de seks personer blev i dag løsladt, mens to er eller skal fremstilles i grundlovsforhør.
Ifølge Fyens.dk har politiet under ransagningen af en lejlighed fundet omkring 40 kilo hash.
Det har Fyns Politi dog endnu ikke villet bekræfte. Til gengæld har politiinspektør Benny Linde Larsen tidligere i dag overfor Ritzau bekræftet, at to Vollsmose-grupperinger onsdag eftermiddag var i klammeri med hinanden.