Ophidsede mænd i natten
Politiet har flere gange sigtet vrede mænd for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
Det kan tilsyneladende være svært at holde sig i skindet, når ordensmagten er i nærheden. I hvert fald har hele tre unge mænd i Esbjerg det seneste halve døgn gjort sig så bemærket i politiets nærvær, at betjente har været nødt til at sigte dem for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Onsdag aften nægtede en 43-årig mand at respektere politiets afspærringer i forbindelse med et skyderi på Spangsbjerg Møllevej. Manden ville heller ikke forlade stedet, da han fik besked på det og derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Samme sigtelse løb en 33-årig mand også ind kort før kl. 02.00 natten til torsdag i Fynsgade. Manden råbte ukvemsord efter en politipatrulje. Det var rigtig dumt gjort, for dermed blev politiet opmærksomme på manden, der blev visiteret og fundet i besiddelse af en ulovlig kniv.
Godt en time senere blev endnu en mand sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i centrum af byen. Sigtelsen fik han for at forstyrre den offentlige orden, som politiet formulerer det.