Skoleelever laver kampagnefilm om børn af alkoholikere
De sidste fem uger har 7. A på Avedøre Skole arbejdet på deres helt egen kampagne, Sidste Chance. Med den vil de sætte fokus på de mange børn i Danmark, der har en forælder med et alkoholmisbrug. Det gør de blandt andet med fire kortfilm.
Plakaten hænger på gangen, hvor 7. A har klasselokale. De har hængt plakaterne op på hele skolen og i en stor del af Hvidovre som en del af deres kampagne, Sidste Chance. Den skal skabe opmærksomhed omkring det faktum, at mange børn i Danmark har en mor eller far med et alkoholmisbrug. I den forbindelse har 7. A valgt at lave fire kortfilm om emnet, hvor de selv både skriver manuskript, filmer og spiller de forskellige roller. - Min rolle har en far, der er alkoholiker, fortæller Mike. - Og jeg skal være hans ven, som prøver at hjælpe ham, tilføjer Philip. Kortfilmene er endnu ikke færdige, men når de er, håber eleverne på at kunne lave en aftale med en tv-station, så deres film kan blive vist på nationalt tv. - Vi håber på, at vi med vores kampagne kan sprede budskabet om, at der er så mange børn, der har en forælder, der er alkoholiker. Og det sætter måske nogle flere tanker i gang hos de voksne, at det er børn, der står bag kampagnen. De bliver måske mere rørt, siger Mike.
En sag der gør indtryk
At flere end 120.000 børn har en mor eller far, der er alkoholiker har overrasket og gjort indtryk på eleverne. - Vi synes, at det er et rigtig højt tal. Der er sikkert en eller flere elever her på skolen, som har en forælder, der er alkoholiker, siger Philip. - Jeg synes, det er trist. Det må være hårdt for børnene, for det er svært at få sine forældre til at holde op med at drikke, siger Dilan. 7. A har beskæftiget sig med alkohol i flere fag det sidste års tid, og det har også givet dem et godt indblik i, hvad det vil sige at være alkoholiker, og hvordan det kan påvirke en familie. - Som barn af en alkoholiker bliver man overladt meget til sig selv, og det kan få konsekvenser for barnets fremtid. For eksempel hvis det ikke kan få hjælp af sine forældre med lektierne, siger Mikkel. Eleverne forsøger også at sprede kampagnens budskab via de sociale medier. De har blandt andet lavet en Facebook-side med navnet Sidste Chance. Kampagnen er elevernes eget projekt, og det er altså ikke noget, de bliver bedømt på i skolen. Alligevel er entusiasmen stor hos eleverne. - Det her er spændende, fordi det er et alvorligt emne, siger Dilan. - Ja, det her handler om virkeligheden, og det er vigtigt at sprede budskabet om, hvor alvorligt det er, siger Mike.