Fortsæt til indhold

Rigtig skidt sag!

Arkiv
Arkiv

En rigtig skidt sag for Hvidovre Kommune er ved at udvikle sig til, at både politikere og de vigtige rådgivende råd, nemlig det folkevalgte Ældreråd og det udpegede Handicapråd, bliver stækket alvorligt i deres vigtige arbejde. I værste fald vil det betyde at vore kommunalpolitikere og forvaltningen ikke længere vil få de vigtige "input" fra folk der kender til tingene, inden man beslutter sig. Baggrunden for miseren er en kedelig sag, hvor kommunens Børne- og Velfærdsforvaltning har beskyldt Handicaprådet for brud på tavshedspligten. Og det har nu fået den ekstreme konsekvens, at de to ovennævnte råds høringsfrist er ved at blive begrænset til et niveau, der altså vil betyde, at politikerne ikke får tid til at sætte sig ind i de vigtige høringssvar. Det er i sig selv en skidt sag. Dertil kommer, at der kan være tvivl om, hvorvidt Handicaprådet overhovedet har brudt deres tavshedspligt?. Beskyldningen om brud på tavshedspligten udspringer af et kritisk høringssvar fra Handicaprådet tilbage i efteråret, som betød, at forvaltningen trak to dagsordenpunkter væk fra politisk behandling - uden at sige noget til politikerne. Muskelsvindfonden, der havde været med til at udarbejde høringssvarene, gik imidlertid offentligt ud og beskyldte Hvidovre Kommune for lovbrud i de to sager. Sagerne indeholdt dog ikke personfølsomme eller økonomiske oplysninger, og derfor har hverken Handicaprådet eller Muskelsvindfonden begået det påståede tavshedsbrud. Alligevel fastholder forvaltningen, at Handicaprådet - og helt urimeligt nu også Ældrerådet - skal have forkortet deres mulighed for at indgive høringssvar med en begrundelse om, at den hidtidige procedure er "uhensigtsmæssig". Sagen er bare den, at en sådan beslutning er dybt uhensigtsmæssig både for politikerne, der bruger høringssvarene, og for rådene, der lægger et stort arbejde i at udforme høringssvarene. Hidtil har der kun lydt lovord fra politikerne og sådan set også fra forvaltningen omkring de impulser og råd man har fået, eksempelvis i mange år fra det folkevalgte Ældreråd. Man kan derfor kun håbe på, at alle vore lokalpolitikere finder det indlysende, at en sådan urimelig og grundløs sanktion kun vil forringe resultatet af vigtige politiske beslutninger.