Rungsted kan vi ikke li'
Heller ikke denne gang lykkedes det for de danske ishockeymestre at slå Rungsted Seier Capital
Hvis man går rundt og har det liiige lidt for godt, og man synes at humøret er liiige i overkanten, så kan man tage et kig på statistikken over kampe imellem de regerende danske ishockeymestre fra SønderjyskE og ligamodstanderne fra Whiskybæltet, Rungsted, der nu hedder Rungsted Seier Capital.
De nordsjællændere vinder hver gang!
Tirsdag gik det galt igen, da de lyseblå var på øen. Og mestrene var ellers godt forberedt. Det var da også de lyseblå, som sad på alt før den første periodepause. Men gradvist åd hjemmeholdet sig tilbage i kampen.
I kampens slutfase stod der 3-2 til hjemmeholdet, og gæsterne satsede ved at tage målmand Myllykoski ud - og så kunne hjemmeholdets William Boysen sikre sejren i det tomme mål.