Fortsæt til indhold

Fuldt hus til møde om flygtninge

Arkiv
Arkiv

Mødet var arrangeret på initiativ fra Hvidovre Kommune og i samarbejde med en række frivillige organisationer og grupper, og de omkring 90 deltagere til mødet fik i løbet af de tre timer et indblik i, hvad der møder disse nye medborgere, når de kommer til Hvidovre. Arbejdsmarkedschefen forklarede sammen med udviklingskonsulent Gry Dose Jarmer fra Skole- og Klubafdelingen, hvad kommunen gør for henholdsvis voksne og børn - fra anskaffelse af cpr-nummer og bank-konto, over bolig til læge, danskundervisning, skole og jobtilbud. - De her mennesker har ingenting, når de kommer, og vi må starte helt fra bunden, for at hjælpe dem ind i det danske samfund, sagde Torben Tang Christensen. Han forklarede, at selvom de medarbejdere i kommunen, der arbejder med flygtninge, er meget engagerede, så er der også brug for frivillige kræfter: - Vi er jo en myndighed, og det sætter nogle grænser for, hvad vi kan sige om, hvordan man begår sig og gør som borger i Danmark. Der er de frivillige meget bedre. Og det er også dem, der kan være med til at skabe relationer. Det sidste blev bekræftet af repræsentanterne for både Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Strandmarkskirkens fællesskab og Venligboerne Hvidovre, der også holdt hver deres oplæg. - Jeg har jo ligesom alle andre et travlt liv med arbejde og børn, men jeg vil gerne gøre en forskel, og dét, jeg ved, jeg altid har overskud til, er relationer, sagde Priscilla Kjær, der begejstret fortalte om et fællesskab mellem flygtningefamilier og danske familier omkring Strandmarkskirken. - Vi var bare to almindelige kvinder med mand og børn, der talte om, hvad vi selv ville gøre, hvis vi stod i et fremmed land med et sygt barn - og sådan startede det, sagde Helle Nemholt fra Venligboerne Hvidovre. - Man kan noget mere, når man kan sige: “Jeg er ikke fra kommunen. Jeg er bare interesseret i at møde dig og se, om jeg kan hjælpe dig med noget”. Både Priscilla Kjær, Helle Nemholt og syriske Fadi, der delte lidt af sin livshistorie med tilhørerne, roste kommunens medarbejdere for deres hjælpsomhed og engagement. - Hvidovre er en god kommune at komme til. Jeg har fået meget hjælp og støtte både fra kommunen og de søde mennesker i Venligboerne, sagde Fadi, der understregede, at det vigtigste for en nytilkommen flygtning er at lære dansk og at lære danskerne at kende. På mødet blev det klart, at der er brug for bedre koordinering mellem de frivillige gruppers tilbud om hjælp indbyrdes og mellem kommunen og de frivillige, og derfor sluttede mødet med, at borgmester Helle Adelborg inviterede de frivillige til kaffemøde på borgmesterkontoret den 1. marts.