Fortsæt til indhold

Torsdagsbilletter tæt på udsolgt

Arkiv
Danni Paulsen

Der er åbenbart mange, der gerne vil med til åbningsdagen af Tinderbox Festivalen.
I en pressemeddelelse konstaterer festivalen, at der har været så stor efterspørgsel på billetter, at man allerede nu, fire en halv måned før dørene åbner, må melde, at der er få torsdagsbilletter tilbage.
Og det forstår man godt, for store navne som Rammstein, The National, Of Monsters And Men og fynske Saybia er blandt andet med til at skyde festlighederne i gang, og der mangler stadig at blive offentliggjort navne, der skal optræde den dag.
"Vi er virkelig glade og stolte over, at billetsalget går så godt. Vi er på nuværende tidspunkt langt foran salget sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, så vi kan se allerede nu, at vi kommer til at overgå vores debut. Vi var selvfølgelig godt klar over, at dagen med Rammstein og The National ville blive meget efterspurgt, men vi havde dog ikke regnet med, at vi allerede nu skulle til at melde få billetter på torsdagen," siger talsmand Brian Nielsen og fortsætter:
"Vi ser det som en cadeau til programmet på Fyns og Danmarks nye store musikfestival, og vi vil arbejde stenhårdt for, at alle vores gæster får endnu en fantastisk oplevelse til sommer i Tusindårsskoven. Vi har mange nye ting i ærmet, så der er masser at glæde sig til, også udover musikken."
Vil man gerne med til festlighederne i Tusindårsskoven, så er der flere muligheder for billetkøb, da der sælges endagsbilletter til alle dage og naturligvis 3-dages partoutbilletter.
Der sælges endagsbilletter og 3-dages partoutbilletter til Tinderbox.
De spiller torsdag:

Hovedscenerne: Rammstein, The National, The 1975, Of Monsters And Men, Saybia
MagicBox: Lost Frequencies, Bassjackers, TooManyLeftHands, Steve Angello