Fortsæt til indhold

9000 elever i Vejle Kommune skal lære mere om at være en god kammerat på sociale medier

Arkiv
Arkiv

Digital mobning rammer hårdt.
Derfor er Sex & Samfund nu klar med en guide til forældre, der ønsker inspiration og viden til at støtte sit barn med at trives og være en god kammerat på sociale medier. Det sker som en del af Sex & Samfunds årlige undervisningskampagne Uge Sex. 9021 elever i Vejle Kommune er tilmeldt Uge Sex, der i år sætter særlig fokus på sociale medier.
"Børn og unges oplevelser på sociale medier - både de gode og de dårlige – hænger sammen med, hvordan de har det. Det betyder noget for deres trivsel. Derfor skal vi lære børn og unge at være gode kammerater også på sociale medier og at passe på sig selv og hinanden, når de er online, siger Marianne Lomholt, national chef i Sex & Samfund i en pressemeddelelse.
I år henvender Sex & Samfund sig også direkte til forældre. Det sker med informationskampagnen 'Tal med dit barn om sociale medier'.
"Vi opfordrer forældre til at tale med deres barn om livet på Instagram, Snapchat og de andre sociale medier. Spørg fx 'hvad sker der på Instagram i øjeblikket' lige så tit som 'hvordan er det gået i klubben i dag'. Tal om, hvordan man skriver til andre, hvilke billeder man deler, og hvordan man beskytter sit privatliv", lyder det fra Marianne Lomholt.
Med kampagnen vil Sex & Samfund tilbyder forældre inspiration og viden til at støtte sit barn med at trives og være en god kammerat på sociale medier. For selv om omfanget af mobning ikke er større online end offline, er der alligevel forskel.
"Når børn får ubehagelige og anonyme beskeder, når kammeraterne skriver HATE på de billeder, som de lægger op, eller de bliver slettet som ven af klassekammeraterne, så rammer det ekstra hårdt, fordi uvisheden er så stor på sociale medier: Hvem er afsender på beskeden, hvor mange har set den, hvor mange er enige, kommer der mere, siger Marianne Lomholt.

Mere end prævention og sexsygdomme

Over 400.000 elever og over 9.000 undervisere deltager i år i Uge Sex, der henvender sig til børn og unge i 0.-10. klasse og på ungdomsuddannelser over hele landet.
I Vejle Kommune er det som nævnt over 9000 elever, der dermed kommer til at lære mere om emnet.
Marianne Lomholt kalder skolernes sundheds- og seksualundervisning et oplagt forum til at arbejde både trivsel og sociale medier. For god og alderssvarende sundheds- og seksualundervisning handler om meget mere end prævention og sexsygdomme.
"Børn og unge oplever i deres hverdag – både online og offline - udfordringer og dilemmaer i forhold til emner som krop, trivsel og seksuel sundhed. Derfor er det vigtigt, at de sammen arbejder med spørgsmål som: Hvad vil det sige at have ret til egen krop, hvordan respekterer man andres grænser, hvad vil det sige at være en god ven eller kæreste også på sociale medier, hvilke billeder deler man af sig selv og hinanden, hvordan kommenterer man på andres opdateringer ", siger hun.