Superligaen er tilbage! OB åbner ballet
I aften ruller Superliga-bolden endelig igen, og den fynske hovedstads hold åbner forårssæsonen på hjemmebane mod rivalerne fra den jyske hovedstad, AGF.
Det bliver et ægte midterbrag mellem to hold, der, selvom de gerne vil starte godt ud, kan spille forholdsvist frit, idet hverken OB eller AGF nok skal gøre sig forhåbninger om at spille med i toppen, mens et nedrykningsscenarie synes yderst usandsynligt - selvom man aldrig skal sige aldrig, når man snakker nedrykning og AGF.
Men der er dog nok af historier at tage fat på.
Hvordan vil OB-tilhængerne for eksempel tage imod Rasmus Falk, som i januar løftede sløret for, at han til sommer skifter til FC København?
Hvordan vil de seneste to sæsoners mestertrænere Kent Nielsen og Glen Riddersholm, der debuterer som Superliga-træner for AGF, gribe affæren an taktisk?
Og hvordan ser OB-cheftrænerens idealopstilling nu ud efter af- og tilgange?
Senest, de to hold mødtes, var i august, hvor det blev til 2-2 på TREFOR Park, og de to hold har det med at spille målrige kampe mod hinanden.
Der er således blevet scoret hele 38 mål i de seneste ti kampe - altså 3,8 mål pr. kamp.
OB har vundet de seneste to gange, der er blevet fundet en vinder, men AGF har dog overtaget med fem sejre i de seneste ti kampe.
Kampen bliver fløjtet i gang kl. 18.00 i aften, og OB-stortalentet Mikkel Desler glæder sig til, at der igen for alvor er noget på spil.
"Det bliver fantastisk, det har været en lang pause, vi har været igennem. Det er nogle hårde og lange dage på træningsbanen, når der ikke er nogen point at spille om. Det har været noget, vi har skullet igennem, og jeg synes, at vi er kommet ganske fint igennem det. Vi står rimelig godt og er klar til kampen mod AGF," siger han til OB.dk og giver opskriften på sejr:
"Det er hård fight, og at vi skal slide for hinanden. Vi kender den måde, som Glen (Riddershold, red.) vil spille på, og især med købet af Duncan, så bliver det en benhård kamp. Så vi skal være gode med bolden, og hvis vi er det, så tror jeg på, at vi kan overtrumfe AGF."
Angriber Rasmus Festersen er også positiv forud for premieren, selvom holdet ikke har sprudlet i vinterens træningskampe.
"Selvom resultaterne i træningskampene ikke har været de bedste, så har der været en del gode ting undervejs. Vi har haft meget fokus på det defensive, der ikke fungerede så godt i efteråret, og det har vist sig ved, at vi ikke har lukket ret mange mål ind. Til gengæld har vi heller ikke scoret så mange, men jeg er sikker på, at vi nok skal finde ind til den offensive del, når først turneringen går i gang," siger han til klubbens hjemmeside.
OB ligger på syvendepladsen i Superligaen og har tre point ned til AGF, der ligger på niendepladsen.
Fynboerne kommer i øvrigt til at spille med sørgebind i aftenens kamp for at mindes det tidligere OB-koryfæ Jens Erik Nøttrup, som døde 10. februar.