Fire sigtelser for samme forseelse på fire måneder
Rune Weitling
Det er altså bare ikke særlig kløgtigt.
Søndag formiddag klokken 10.40 blev en 18-årig mand fra Ringe stoppet på Storegade i Outrup. Manden kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, for det havde han endnu ikke erhvervet noget, og derfor blev han sigtet for kørsel uden førerret.
Det viste sig dog, at den 18-årige mand inden for de sidste fire måneder tidligere var blevet sigtet tre gange for overtrædelse af samme forseelse. Altså nappet fire gange indenfor fire måneder for samme forseelse.
Bilen han kørte i, havde han købt for kort tid siden, men den var endnu ikke omregistreret. Så på baggrund af de mange sigtelser, valgte ordensmagten at beslaglægge bilen øjeblikkeligt med henblik på konfiskation.