Del din søndag med verdens fattigste kvinder
Når folkekirkerne i Hvidovre sender frivillige indsamlere på gaden ved den årlige Sogneindsamling, er fokus på verdens fattigste kvinder. Mange af dem er lige nu på flugt
Også i flygtningelejrenes relative sikkerhed er kvinder og piger sårbare. I en flygtningelejr er man fange i sit eget liv. Alt sættes på pause, og det eneste, man kan gøre, er at vente. Vente på løsninger på konflikter, man ingen indflydelse har på. Konflikter, der måske slet ikke er udsigt til løsning på overhovedet. Håbløshed og frustration, mangel på mad, uddannelse og muligheder fører ofte til konflikter og overgreb i lejrene, og mange synker hen i apati og mister troen på, at det nytter at gøre en indsats. 100.000 menneskers liv er sat på “hold” i Za’atari flygtningelejren i Jordan. 100.000 syrere venter på at komme hjem. Salam på syv år har ventet i Za’atari i næsten tre år. I 2013 blev livet i Syrien så farligt, at 20 af familiens kvinder flygtede til Jordan med børnene, mens mænd og fædre blev tilbage for at kæmpe. Selv om Salam ofte smiler, savner hun livet i Syrien. Mest af alt savner hun sin far. Han blev arresteret og forsvandt sporløst for mere end tre år siden. Hun savner også sin storebror, der faldt i kamp mod de syriske regeringstropper. Salam er startet i første klasse i en af lejrens skoler. Hun aner ikke, hvordan hendes liv vil forme sig, men på trods af de hårde odds har hun klare planer for fremtiden. Hun vil være lærer. Det er blandt andet piger som Salam og hendes familie, kirkerne i Hvidovre og Folkekirkens Nødhjælp ønsker at hjælpe ved årets sogneindsamling. Man kan melde sig som indsamler søndag den 13. marts hos: Avedøre Kirke: Ida Kongsbak, iko@km.dk tlf. 21 16 27 35 Hvidovre Kirke: Anette Dithmer Bjerregaard, adb@hvidovrekirke.dk tlf. 24 40 29 83 Risbjerg Kirke: Anne Fauslet Kongsted, afk@risbjergkirke.dk tlf. 61 16 56 35 Strandmarkskirken: Ulla Schejbel Nielsen, strandmarkskirken@mail.dk tlf. 29 16 11 91