EfB’ere på ture til Benelux-lande i marts
Tre unge EfB'ere drager med landshold til Benelux-landene Belgien og Holland i marts. Midtbanespilleren Mathias Kristensen er udtaget til U19-landsholdet, og de to forsvarere, Jacob Lønne og Oliver Olsen, skal med U16-landsholdet.
Især for Mathias Kristensen gælder det om at gøre en god figur, når U19-landsholdet 2. marts spiller den sidste forberedelseskamp forud for 2. EM-kvalifikationsrunde i slutningen af måneden. Kampen mod Belgien spilles i Tubize, hvorfra Chelsea-stjernen Eden Hazard stammer.
Den 18-årige EfB'er er med i alt 29 landskampe en af truppens mest rutinerede spillere og kan se frem til EM-kampe mod værtslandet Serbien, Frankrig og Montenegro i dagene 24.-29. marts, såfremt han bliver udtaget.
De to U16-landsholdsspillere, Jacob Lønne og Oliver Olsen, debuterede begge i en landskamp mod Ungarn i oktober. Landstræner Per Holm kunne lide, hvad han så, fra de to fodrappe og duelstærke forsvarere, der spiller henholdsvis midterforsvarer og højre back.
U16-landsholdet deltager i en træningsturnering i Noordwijk i Holland, hvor de stærke fodboldnationer, Frankrig, Holland og Italien, er modstandere i dagene 9.-13. marts. I maj skal landsholdet spiller en UEFAturnering i Polen.