Nykårede danske mestre i keglesport
I weekenden sikrede Odense-klubben Fionia Classic sig danmarksmesterskabet i holdturneringen.
Fionia Classic, en odenseansk kegleklub, som dyster i classic-grenen inden for kegling, vandt i weekenden sit første danske mesterskab i holdturnering.
Holdet, som består af Martin Vesterlund, Peter Andersen, Claus Jespersen og Morten Kruse, vandt mesterskabet foran Helsingør Classic Klub, som ellers har siddet solidt på kegletronen med fem mesterskaber i træk.
Fionia Classic havde forinden weekendens tre sidste turneringskampe i Nørrebrohallen et forspring på fem point ned til de forsvarende mestre, og med overbevisende 7-1-sejre i de to første kampe var mesterskabet allerede sikret, før den sidste kamp mod netop Helsingør-klubben skulle spilles.
At mesterskabet var ganske fortjent, satte de odenseanske keglekonger en tyk streg under i den sidste kamp, hvor rivalerne blev slået med 6-2, hvilket samtidig betød, at de kunne se tilbage på en turnering, hvor det ikke blev til ét eneste nederlag.
Den 7. maj skal de nykårede danmarksmestre deltage ved de individuelle danske mesterskaber, og her er Morten Kruse forsvarende mester.