Fortsæt til indhold

Energy er klar til at hente sæsonens første sejr i Hørsholm

Arkiv
Arkiv

Endnu en lang bustur venter Esbjerg Energy oven på søndagens overtidssejr på 2-1 i Aalborg over ”Pirates”. Tirsdag kører bussen så til Hørsholm, hvor Rungsted Seier Capital tager imod i ishockeyens Metal Liga. Men de lange ture får ikke vestjyderne til at beklage sig.

"Det er, som det nu engang er. Vi spillerede relativt tidligt i Aalborg og var hjemme i anstændig tid. Vi skal så tilbage i bussen tirsdag. I Hørsholm skal vi så fortsætte processen med udvikling af holdet og fortsat have fokus på én kamp ad gangen. Og så bare være klar," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.
"Vi har generelt spillet tætte kampe mod Rungsted i denne sæson, ikke mindst på deres hjemmebane. Der synes jeg, at vi har spillet godt nok til at kunne sejre, men har oplevet at måtte trække os tilbage med nederlag. Det var målfattige kampe, hvor der blev kæmpet hårdt for tingene og det forventer jeg ikke vil ændre sig til den kommende kamp," fortsætter den 48-årige canadier.

Esbjerg Energy har vundet 4-1 hjemme i Granly Hockey Arena i årets første kamp mod nordsjællænderne og senest tabte 5-2 i januar måned. På Rungsteds hjemmebane i Hørsholm har Esbjerg tabt henholdsvis 2-1 og 1-0.

"Det bliver helt sikkert vigtigt for os at være velforberedte til kampen. Vi skal være klar fra første fløjt. Vi må og skal forstå, at en kamp varer mindst tres minutter, og at vi skal arbejde fra start til slut for at sikre sejren. Men de små ting og detaljerne holder jeg mellem os og spillerne internt," griner Energy-coachen.

"Tålmodigheden bliver afgørende for os," fortsætter backen Nicholas B. Jensen:
"Vi ved, at Rungsted spiller meget struktureret og meget defensivt mod os, så vi skal være tålmodige, også når vi spiller os frem til chancerne. Og når de dukker op, så skal vi tage vare på dem. Vi spiller meget tålmodigt i Aalborg, men mangler at score på vore chancer. Det skal vi helst gøre mod Rungsted."