Ødelæggende for det gode samarbejde
Hvidovre Ældreråd med indtrængende appel til kommunalbestyrelsen
På vegne af Hvidovre Ældreråd har formanden Birthe Mingon sendt nedenstående appel, hvori man beder kommunalbestyrelsen om ikke at ødelægge et mangeårigt godt samarbejde, der har været til gavn for såvel beslutningstagerne som de ældre medborgere: ---- Hvidovre Ældreråd er via referat af Økonomiudvalgets referat af møde den 8. februar 2016 blevet bekendt med, at man har taget vores samarbejde op til politisk drøftelse, uden at der har været mulighed for, at vi har kunnet komme med vores kommentarer, hvilket vi meget beklager. Som det fremgår af beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 05-01-2016, har direktøren der orienteret om, at to sager på dagsordenen via Handicaprådet er omtalt offentligt andet sted, og på den baggrund vil Forvaltningen udarbejde et beslutningsoplæg vedrørende høringspraksis. Efterfølgende er Ældrerådet taget med i dette oplæg med den begrundelse, at der skal være lighed mellem de to høringsberettigede. Et synspunkt vi må tage afstand fra, idet de to Råd kun har det til fælles, at det skal høres i bestemte sager. Vi skal understrege, at Ældrerådet er folkevalgt for en periode af fire år, medens Handicaprådets medlemmer bliver udpeget. De fem er kommunalbestyrelsesmedlemmer, og to er forvaltningsmedarbejdere. De syv øvrige er udpeget af deres respektive organisationer, hvilket også betyder, at de har mulighed for at rådføre sig med deres organisation. Ældrerådet er valgt af kommunens borgere over 60 år og skal sikre, at denne befolkningsgruppe bliver tilgodeset bedst muligt. Vi har udarbejdet en oversigt over de to Råd hvoraf det fremgår, at der ikke er grundlag for at følge et “lighedsprincip”. Vi skal understrege, at Direktionens forslag til høringsprocedure vil ødelægge det gode samarbejde vi har med Social- og Sundhedsudvalget, idet vi ikke får mulighed for at orientere udvalgets medlemmer forud for deres møder, og vores høringssvar vil kun være til orientering på møderne. Vi håber, at Kommunalbestyrelsen vil tage hensyn til vores synspunkter og ikke ødelægge et mangeårigt, godt samarbejde.