Fortsæt til indhold

Sejr over formstærke HC Odense vil lægge op til topbrag

Arkiv
Arkiv

Med tre sejre i træk har Team Esbjerg taget vigtige skridt ud af det formdyk, der prægede indsatsen i flere kampe i januar. Onsdag aften kan klubben med en sejr over formstærke HC Odense i Blue Water Dokken tage det afgørende skridt mod en grundspilsfinale 5. marts mod FC Midtjylland i Ikast.
HC Odense kommer med fire sejre i træk, blandt andre over FC Midtjylland og Team Tvis Holstebro, der senest blev sendt hjem til fastlandet med et nederlag på 26-19 til fynboerne.
"Vi er vant til at spille mod hold, der har en sejrsrække for tiden, og det motiverer endnu mere. HC Odense er absolut inde i en positiv periode, men har i sæsonen som helhed svinget meget. Holdet har mange dygtige spillere, men i de enkelte kampe har kun et par af dem ad gangen spillet godt. Spiller flere godt på samme tid, kan Odense slå alle hold," siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen.
Han vurderer, at hans eget mandskab er på rette vej, og de resultatmæssige udsving har ikke præget indsatsen på træningsbanen, hvor kvaliteten har været høj.
"Heldigvis har vi haft korte downperioder de to seneste sæsoner, og særligt de to komfortable udesejre over Nykøbing Falster og Viborg viser, at vi er på sporet igen. Med en sejr onsdag aften kan vi lægge op til en afgørende kamp om at vinde grundspillet mod FC Midtjylland, og det gælder om ikke at dumme sig mod et for tiden velspillende Odense-hold," siger Lars Frederiksen.
Eneste usikkerhed i Team Esbjerg-truppen har bestået i, hvor hurtigt Estavana Polman ville komme sig oven på hjerteproblemerne mod slutningen af kampen mod Viborg HK, som førte til indlæggelse på det lokale sygehus. Hun har haft fri nogle dage til at komme oven på igen og vendte tilbage på træningsbanen mandag.
"Vi har fået at vide, at der ikke er nogen risiko ved, at hun spiller. Men det er Estavana selv, som afgør, om hun føler sig frisk til at spille. Hun tror på, at hun kan være med mod Odense," siger Lars Frederiksen.
Susanne Kastrup Forslund er ude i et par kampe endnu med sin skade i højre knæ.
Team Esbjergs trup
til kampen i Primo Tours Ligaen mod HC Odense onsdag den 24. februar kl. 19.30 i Blue Water Dokken:
Målmænd:
Emily Stang Sando og Filippa Idéhn
Venstre fløj:
Maria Mose Vestergaard
Højre fløj:
Maibritt Kviesgaard og Tove Seest
Streg:
Rikke Zachariassen, Stine Bodholt Nielsen og Ulrika Toft Hansen
Bagspillere:
Laura van der Heijden, Estavana Polman, Jenny Alm, Betina Riegelhuth og Ida Bjørndalen.