Konservative vil afskaffe alle ejendomsskatter
Et spritnyt forslag fra Det Konservative Folkeparti på Christiansborg kan også få stor betydning for boligejerne i Hvidovre
Således lyder det i en pressemeddelelse som Det Konservative Folkeparti har sendt til Hvidovre Avis. Videre lyder det: - Dette forhold, plus de urimelige forhøjelser af skatterne på boliger, hvor ældre ikke længere har råd til at blive boende i den bolig, de har købt og betalt, må der gøres op med nu, idet en reparation af det nuværende Bolig-skatte-vurderingssystem formentlig aldrig vil komme til at fungerer tilfredsstillende. Det Konservative Folkeparti har derfor fremlagt en fuldt finansieret plan for at afskaffe alle boligskatter, og det vækker også glæde hos de lokale konservative i Hvidovre, der bakker fuldt op om forslaget... - Vi er helt enige med Søren Pape, og vi mener helt grundlæggende ikke, at man skal betale skat for at bo i et hus, man allerede har købt. Det svarer til at betale skat af sin løn to gange, og det er ganske enkelt ikke fair, siger den lokale konservative vælgerforeningsformand Finn Fritz om forslaget...
Finansiering på plads
Partiet foreslår, at man fjerner begge ejendomsskatter - grundskyld, der betales til kommunen, og ejendomsværdiskat, der betales over skatten - så danskerne, der bor i egen eller lejet bolig, ikke længere beskattes af at bo i hus eller lejlighed. For at finansiere afskaffelsen fjernes rentefradraget, og der indføres i stedet en skat på det overskud, man eventuelt får, når man sælger sin ejendom og forlader ejendomsmarkedet. Man beskattes kort sagt først, når og hvis der er en noget at beskatte. Et system, som er kendt fra blandt andet Sverige.
Stor effekt
- Det her betyder, at Det Konservative Folkeparti for alvor markerer sig som det parti, der vil have gjort op med de utroligt høje boligskatter, som danskerne betaler. Det kommer også til at have stor positiv effekt her i Hvidovre Kommune, og derfor håber vi selvfølgelig, at Søren Pape kan samle flertal for forslaget, siger Finn Fritz og afslutter: - Skattepolitik er værdipolitik for os. Vi vil ikke sænke skatterne, så nogen kan blive rigere. Det handler om, at danskerne i højere grad skal kunne bestemme over deres egne penge...