Meget på spil fredag aften
Når Hvidovre Fighters og Amager mødes på fredag kan det være i kampen om 1. pladsen
Hvidovre har lige en kamp tirsdag aften ude mod Gladsaxe, og det kan vise sig også at blive en svær opgave. - Vi mangler at møde Gladsaxe og Amager i denne uge, så det bliver en meget spændende afslutning på grundspillet, mener træner Jesper Andersen. - Vi har bestemt ikke haft det nemt med Gladsaxe, som har vundet de to første indbyrdes opgør, og det har været efter en ultra defensiv indstilling fra deres side. Vi har produceret et utal af chancer, men har svært ved at omsætte dem i mål. Kan vi besejre Gladsaxe kan vi stadig nå at blive nummer to i rækken, hvis Herning gør rent bord. Gladsaxe kan så også blive en modstander i kvartfinalen i slutspillet, så det er en meget vigtig kamp... - Amagerkamen på fredag i Hvidovre er vigtig ud fra den betragtning, at vi med en sejr så kan møde Odense i kvartfinalen, og dem har vi haft et godt tag på. Men det bliver en åben kamp mod Amager. Vi har begge vundet en kamp hver med et mål, så det kan gå begge veje. Vi er i den positive situation, at vi har alle mand “fit for fight”, og det skærper den interne konkurrence...
Sejr i Rungsted
- Vi vandt en smal sejr på 2-0 over Rungsted i sidste uge. Vi skulle igen bruge mange skud for at score, og man kan ikke sige, at vi ikke opsøger målchancerne. Det er den sidste del af det, det kniber med. Men vi træner på at blive bedre og mere effektive, og det er måden at komme ud af den onde cirkel. Får vi først slået hul på det, så scorer vi mange mål... - Selv i overtalsspillet gør vi alt rigtigt, men får ikke scoret målene. Janus Andersen scorede til 1-0 midt i 2. periode, og så scorede Andreas “AC” Christensen kort før tid i tomt mål via banden i undertal. Men en god kamp, hvor vores defensiv fungerede optimalt. Det er altid godt at holde nullet. Magnus Bo Hansen havde ikke så meget at bestille, men når han skulle være der, var han der...