Fortsæt til indhold

Kongensgades sidegader bliver færdige i år

Sidegaderenoveringen forventes at blive færdig i år, og det får Teknik & Byggeudvalget til at fremrykke økonomiske midler

Arkiv
Arkiv

Godt begyndt - halv fuldent, kunne dagsordenspunktet om sidegaderenoveringen have lydt på udvalgsmødet i Teknik & Byggeudvalget fredag. Udvalget besluttede at rykke 2,5 mio. kroner frem, så pengene kan bruges i år fremfor i 2017.
I januar gik renoveringen af sidegaderne til Kongensgade i gang, og efter planen skal arbejdet være afsluttet og dermed betalt inden udgangen af 2016. Derfor har udvalget foreslået byrådet at fremrykke pengene til indeværende år.
"Vi vil strække os langt for at anlægsarbejdet kan være færdigt inden julehandlen går i gang. Vi ved, at det betyder meget for de butiksdrivende i området, at de handlende ugeneret kan juleshoppe og hygge i gaderne. Det hensyn vil vi gerne tage i færdiggørelsen," lover Anders Kronborg, formand for Teknik & Byggeudvalget i en pressemeddelelse.

Billigere med genbrug

Den samlede regning for renoveringen løber op i 5,13 mio. kroner. Resten af pengene kommer fra byfornyelsesmidler, kapitalbevarende investeringer og Esbjerg Byforum, som har givet 700.000 kroner til realisering af projektet.
Regningen for projektet kunne være blevet højere, hvis ikke Esbjerg Kommune havde prioriteret genbrug af belægningsstenene.
"Vi har et godt lager af chaussesten af den type, vi kender fra Torvegade. Lagret stammer fra overskud fra andre projekter og sten, som er pillet op andre steder. Det er altså ren genbrug, når vi bruger sten fra lageret til at lave den specielle belægning som skal se ud som bølger for at genfortælle Esbjergs unikke historie til de handlende i centrum," siger Anders Kronborg.