Fortsæt til indhold

Direkte dyst om tredjepladsen

Det ligner et spændende opgør på Sydbank Park når Brøndby kommer på besøg

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Der manglede både speed og effektivitet i såvel superligapremieren i Randers som i pokalkampen imod AGF. Elementer, som har kendetegnet de lyseblå hele efteråret, og som bliver nødvendige når Sydbank Park i dag har besøg af Brøndby.
Kampen er den direkte dyst om tredjepladsen i Alka Superliga, og det er gæsterne der kan hente mest fortrøstning i historiebøgerne. Vestegnskøbenhavnerne plejer at have nogenlunde styr på SønderjyskE når det gælder superligakampe. De lyseblå skal skue tre år tilbage for at finde en sejr.
Men pyt med statistikken. Den ser alligevel anderledes ud, hvis Jakob Michelsens tropper trækker det lange strå i dagens kamp. Det tæller på pluslisten at Daniel Agger meldes skadet hos de blå-gule.
Kampen begynder klokken 16.00, men der er allerede gang i den i "Boldgaden" fra klokken 14.30. SønderjyskE erindrer desuden om, at man bør køre hjemmefra i god tid. På grund af sammenfald med en stor gymnastikopvisning bliver det hårdt arbejde at finde P-pladser.