Hvidovre skulle stå sammen
Et af træningskampens temaer var reaktioner hos spillerne når og hvis det gik galt
- Vi ville rigtig gerne vinde den næstsidste træningskamp, lød det fra træner Christian Iversen efterfølgende. - Nu resterer der kun en enkelt træningskamp, inden det bliver alvor, så derfor er det vigtigt at få så meget succes med som overhovedet muligt. Vi møder AB på lørdag på aflastningsbanen kl. 11, hvis vejret tillader, og det skal nok blive en både spændende modstander og en seværdig kamp... - Mod Brønshøj var der igen fokus på det opbyggende spil. Kanternes rolle og arbejde samt de interne aftaler. Vi var også spændte på at se, hvordan vi ville reagere i modgang og ved boldtab. Her skal man stå sammen som hold og løbe de ekstra meter for hinanden, der er nødvendige. Heldigvis var det også det, spillerne leverede, så det lover godt... - Vi kom bagud 0-1 kort før pausen, men Frederik Krabbe scorede efter hjørnespark minuttet efter, og så var spørgsmålet om spillernes reaktion besvaret. Vi fik medvinden i 2. halvleg, og her kom Brønshøj ikke frem til særlig meget. Daniel Holm bragte os på 2-1, da han søgte ind i feltet og fik en mulighed, som han tæmmede og bankede op i nettaget med venstrebenet. Brønshøj fik et noget tvivlsomt straffespark, som målmand Mikkel Hasling reddede helt ude ved stolpen. Uafgjort havde ikke været retfærdigt... - Tilbagevendte Jonas Hebo var tiltænkt en halv time, men det blev hele anden halvleg. Han har trænet rigtig hårdt i forgangne uge. Han synes på vej mod formen, men han skal også passes lidt på. Han har trods alt været væk i nogle måneder...