SE og EUC Syd bliver klimapartnere
SE og uddannelsesinstitutionen EUC Syd har netop indgået et fireårigt klimapartnerskab, der blandt andet indebærer udveksling af viden og gensidig uddannelse. EUC Syd bliver desuden100 pct. CO2-neutral ved at bruge grøn strøm fra SE’s vindmøller.
En lang tradition for samarbejde mellem SE og EUC Syd fortsætter. Begge parter er involveret i ProjectZero i Sønderborg, hvor det overordnede mål er at skabe økonomisk vækst i området baseret på en CO2-neutral udvikling. Derfor er det helt naturligt at indgå et klimapartnerskab for de kommende fire år.
SE anerkender EUC Syd som en væsentlig aktør, når morgendagens klimabevidste borgere og medarbejdere skal uddannes. Samtidig er SE meget optaget af at efteruddanne og opkvalificere inden for energioptimering samt at nedbringe CO2-forbruget. EUC Syd og SE går nu i konstruktiv dialog for at identificere de områder, hvor vi kan hjælpe hinanden om relevante efteruddannelsesaktiviteter foruden et potentielt samarbejde om lærlinge.
”EUC Syd har et godt omdømme på deres efteruddannelsestilbud. Desuden tager de ansvar for den grønne omstilling langt ud over, hvad man kunne forvente. Vi er sikre på, at vi kan tilføre EUC Syd vores spidskompetencer inden for energioptimering, og vi er glade for, at EUC Syd støtter op om vores arbejde med at konvertere til grøn strøm fra SE’s vindmøller”, siger Bo Qvist, direktør for SE Energi & Klima Erhverv.
Desuden har SE og EUC Syd indgået aftale om, at EUC Syd aftager deres strøm fra SE’s vindmøller på Urup Hede, og derfor bliver 100 procent CO2-neutral på el. Dette går i fin tråd med målet om at få EUC Syd energioptimeret inden udgangen af 2017. På uddannelsesfronten er det tanken, at SE stiller kompetencer inden for energioptimering til rådighed for studerende, ligesom faglig og empirisk input fra SE vil kunne bruges i fremtidige forskningsprojekter drevet af EUC Syd.
EUC Syd er glade for den nye aftale og ser den som en fremtidssikret løsning, hvor virksomhederne i fællesskab tager maksimalt hensyn til de omgivelser, kommende generationer vil vokse op og tage del i.
”For EUC Syd handler et klimapartnerskab om at hjælpe hinanden om at skabe en bedre verden og renere fremtid for vores børn – ikke om at købe aflad. Derfor er samarbejdet med SE det helt rigtige for os”, siger Finn Karlsen, der er direktør hos EUC Syd.