"Én voldssag er én for meget, men.."
- Ingen grund til bekymring, kriminaliteten daler generelt, siger Københavns Vestegns Politi...
Fra 2014 til 2015 steg antallet af voldsanmeldelser med 25% i Hvidovre. Stigningen lyder voldsom, men i følge Københavns Vestegns Politi er der ingen grund til bekymring. - Umiddelbart er én voldssag én for meget, men det er svært at tolke på de her tal, siger vicepolitiinspektør for Vestegnens Politi Charlotte Skovby. Som det også stod beskrevet i artiklen i Hvidovre Weekend er der tale om en ganske lille stigning, hvis man ser på en periode på fem år frem for sammenligningen mellem 2014 og 2015 og Charlotte Skovby understreger derfor, at Hvidovres borgere ikke har nogen grund til at være bekymrede. - Man skal ikke være bange eller tro, at tingene er blevet meget værre, for når man kigger på hele kredsen, så er der sket et lille fald. Årsagen til at antallet af voldsanmeldelser er steget i Hvidovre er uvis, men der ikke tale om bandekrig eller noget i den dur, så jeg ser det mere som tilfældigheder. Ydermere er der sjældent tale om grove sager. Anmeldelserne rummer i øvrigt alt hvad der er vold i lovens forstand, så der kan f.eks. også være tale om et vred i armen, siger Charlotte Skovby. Vicepolitiinspektøren forklarer endvidere, at langt de fleste voldssager forekommer mellem mennesker, der kender hinanden. - Så jeg håber inderligt, at det ikke skaber unødig bekymring, for kriminaliteten er generelt dalet rigtig meget, og indbrudstallene er nærmest styrtdykket, siger Charlotte Skovby.