Bygninger på Avedøre Tværvej 15 rives ned
Det har vist sig, at det ikke kan betale sig at bevare bygningerne på Avedøre Tværvej 15
De to ejendomme har også tidligere været på listen over bygninger, der skulle rives ned i Hvidovre, men i oktober 2014 blev det politisk besluttet, at ejendommene skulle undersøges nærmere i forhold til anvendelighed. Undersøgelsen har imidlertid vist, at husene ikke står til at redde. - Avedøre Tværvej 15 står tom og er i meget dårlig stand og generelt i forfald. Der er fugt- og skimmelskader, og kælderen er ramt af en vandskade forårsaget af et sprængt vandrør. Derudover har der været begået hærværk mod bygningen, der har resulteret i flere knuste ruder, skriver Hvidovre Kommunes ejendomsafdeling til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget. Ejendomsafdelingen foreslår således udvalget, at bygningen Avedøre Tværvej 15 rives ned og at grunden efterfølgende planeres, så der kan etableres en græsplæne. Og den indstilling valgte Teknik- og Miljøudvalget at følge, da de onsdag behandlede sagen på deres udvalgsmøde.
Bliver dyrere
Nedrivningen af ejendommene blev i første omgang vurderet til at komme til at koste knap 383.000 kr. I den pris var imidlertid en miljøanalyse, der skulle klargøre, om nedrivningen kunne gå hen og blive dyrere. Med miljøvurderingen er der således også taget forbehold for, at selve nedrivningen kan ende med at koste mere end det foreløbigt vurderede beløb. - Før Ejendomsafdelingen kan indhente en pris på nedrivning, skal der foretages en lovpligtig miljøvurdering af ejendommen, hvilket koster ca. 75.000 kr. på grund af tilbygninger, ændringer i indretninger og renoveringer, hvor mange forskellige materialer er anvendt. På seneste Teknik- og Miljøudvalgsmøde blev det således besluttet, at der skal udarbejdes et notat om en forventet fordyrelse af nedrivningen, som Økonomiudvalgets kan bruge, når de behandler sagen. Når sagen behandles på Økonomiudvalget vil det derfor fremgå, hvor meget dyrere nedrivningen forventes at blive.
Grund skal laves om til græsplæne
Når huset er revet ned, skal der etableres en græsplæne på området, da ejendommen ligger i en såkaldt “friholdelses-zone”. Friholdelseszonen betyder, at der, på grund af stationsbyens tætte boligmasse, ikke må opføres nyt byggeri i umiddelbar nærhed af boligområdet. Grunden kan derfor kun bruges til ejendom, hvis den nuværende istandsættes. KAB, der ejer grunden, har i øvrigt meddelt Hvidovre Kommune, at de ikke ønsker at anvende ejendommene. Hvidovre Kommune har lejet bygningerne af KAB for et beløb, der svarer til ejendomsskatten, skriver forvaltningen. Forvaltningen skriver endvidere, at driftsbudgettet til ejendommen beløber sig til 87.000 kr. om året. - Udgiften til nedrivning af Avedøre Tværvej 15 foreslås finansieret af sparede driftsudgifter på ejendommen og salgsindtægter ved salg af ejendomme, lyder det fra Ejendomsafdelingen.