Pub-tyv afsløret på video
En 26-årig mand fra Kolding var fredag på tyve-togt på byens værtshuse.
Kolding Lokalpoliti oplyser, at en 26-årig kvinde omkring klokken 17 lagde sin mobiltelefon på bardisken i Jernbanecaféen på Jernbanegade i Kolding. Det var for stor en fristelse for den 26-årig mand, der snuppede telefonen ned i sin lomme. Tyveriet blev i første omgang ikke opklaret på Jernbanecaféen.
Klokken 18.25 slog han til på værtshuset New York City i Låsbygade. Bartenderen gik et øjeblik i baglokalet, og imens gik manden om bag disken og tog 2200 kroner fra kassen og forsvandt.
Videoovervågning afslørede den 26-årig mand, som politiet også genkendte på overvågningsbilleder fra Jernbanecaféen.
Politiet fik hurtigt fat i den 26-årige mand, der erkender tyverierne på begge værtshuse og er sigtet for begge forhold.