Kontroversielt udbud af Vej og Park annulleres
Det skabte stor polemik, da byrådet før vinterferien besluttede, at varetagelsen af renholdelsen af Kolding midtby fremover skulle varetages privat af Hededanmark A/S, efter opgaven havde været i udbud.
Vej og Parks eget tilbud til kommunen var ellers 4,4 millioner kroner billigere, men selve beskrivelsen af opgaven sammen, fik altså politikerne til at vælge det andet tilbud.
Nu er sagen dog blevet undersøgt nærmere, og Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, som stod bag vedtagelsen af udlicitationen, har nu undersøgt udbuddet nærmere, og er nået frem til den konklusion, at den højere pris fra Hededanmark A/S ikke kan forsvares i forhold til de parametre, udbuddet er vurderet på.
Uacceptabelt resultat
I en pressemeddelelse udtalaer borgmester Jørn Pedersen (V) således:
"Processen frem til udbuddet har varet fem år og har sparet Kolding Kommune for omkring 90 mio. kr. i den periode. Det er jo flot af medarbejderne og fortæller at processen var helt nødvendig. Vi har i hele den indledende proces haft et godt samarbejde med medarbejderne om grundlaget for dette udbud og det kvitterer vi nu også for. Selve udbuddet har så været skruet sådan sammen, at det viste, at det kunne gøres endnu billigere, men at resultatet blev uacceptabelt og det tager vi nu konsekvensen af."
Kan ikke forsvares
Den linje er formanden for Teknikudvalget, Knud Erik Langhoff også nået frem til:
"Jeg har nu haft rigtig god tid til, at gå sagen igennem med faglige specialister. Jeg kan ikke få sat beløb på de bløde parametre, som udbuddet er bedømt på. Derved har jeg svært ved at forsvare, at det ikke er den billigste pris der vinder. Når det ikke giver mening, ja så må vi handle derefter. Men jeg har det godt med at tingene er blevet undersøgt til bunds og at arbejdet frem mod udbuddet har sparet Kolding Kommune, for rigtig mange penge, som gør god gavn andre steder," siger Knud Erik Langhoff.