TV Glad og Kongehøjskolen samarbejder om inklusion
Forleden summede det lidt ekstra af aktivitet, da TV Glad var på besøg hos 2.C på Kongehøjskolen i Aabenraa.
Anledningen var, at der skulle samarbejdes om et inklusions-projekt, hvor der blev kreeret otte animationsfilm ud fra emnet “talemåder”. Så der var masser af “sommerfugle i maven” og nogle oplevede hen ad vejen “at stå med håret i postkassen”.
Det blev til et summende arbejdsmiljø, hvor alle var fælles om projektet: børn fra Kongehøjskolens 2.C., 12 pædagogstuderende fra UCSyd i Aabenraa samt tre medarbejdere fra Glad Fonden Aabenraa (TV-Glad). Der blev således ikke skelet til om nogle havde et handicap eller ej – tværtimod kunne TV-Glad's medarbejdere hjælpe og rådgive hele vejen igennem, ligesom de deltog aktivt i processen. De studerende har fået en lærerig dag med Glad's folk og børn i klassen.
"Jeg håber hermed, at målet er nået, om at formidle ud at “alle kan noget”, som er Glad Fondens motto. Det uanset om man har et handicap eller ej. Jeg håber ligeledes, at vi kan lave flere af sådanne projekter, ikke kun på Kongehøjskolen, men på mange andre skoler," lyder det fra Kristian Mølgaard fra TV Glad.
TV-Glad havde et TV-hold forbi, der laver et program til en kommende udsendelse i “Glad i Danmark”-serien der sendes hver lørdag kl. 21 på den landsdækkende kanal.