Fortsæt til indhold

Dobbelt benbrud og lang pause

HIF’eren Anders Vestergaard atter uheldig i opstarten

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

I onsdags gik det så galt igen. I en simpel træningsøvelse kom Anders Vestergaard uheldigt af sted igen.
- Jeg havde trænet fint, og jeg var ved at være, hvor jeg gerne vil være i forhold til min opstart, fortæller Anders Vestergaard.
- Vi trænede flade indlæg, og her kom jeg først på bolden i en situation, hvor målmand Mikkel Hasling selvfølgelig også søgte bolden. Vi ramlede sammen helt hændeligt, og hans knæ ramte mit skinneben, så både skinneben og spoleben brækkede. Det er rigtig ærgerligt, men også det, der sker i fodbold...
- For mig er det ekstra ærgerligt, fordi det også civilt har nogle konsekvenser. Jeg har i løbet af efteråret været oppe til alle prøver med henblik på optagelse på politiskolen. Det gælder skriftlige og fysiske prøver. Min skade sætter en bremse i det forløb. Jeg skal nu i samarbejde med politiet finde ud af, om jeg kan udskyde min optagelse, eller om jeg skal starte helt for fra...
- Sportsligt følte jeg mig på rette vej og synes, jeg i mit seneste indhop, gjorde det fint. Da bruddene er rene, skal jeg have en skinne på i fire uger, der går fra foden og op til hoften. Jeg skal forholde mig i fuldstændig ro, så bruddene kan gro rigtig sammen. Det giver nogle udfordringer i den almindelige hverdag...
- Efter fire uger er det planen, at jeg skal have en ny skinne på fra foden til knæet, og så kan jeg starte min genoptræning. Jeg er egentlig rimelig fortrøstningsfuld. Jeg ved, at det er godt at sætte sig små og rimelige mål, og det har jeg det godt med. Jeg får lagt et genoptræningsprogram, som jeg glæder mig til at komme i gang med, når de første fire uger forhåbentlig er vel overstået...
Træner Christian Iversen: - Anders Vestergaards skade gør ekstra ondt på os alle sammen. Hans historik alene er hård. Vi synes allesammen, at han var kommet stærkt tilbage, så det er meget trist for både ham og holdet...
- Der er stor sympati for ham, og flere spillere fra truppen besøgte ham allerede dagen efter skaden...