Hvem kender ældre kvindelig butikstyv?
Sønderborg Politi efterlyser ældre dame i forbindelse med butikstyveri
Mikkel Hansen
Sønderborg Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere en mistænkt butikstyv.
Torsdag den 10. marts klokken 16.10 blev der stjålet tøj fra modebutikken Twizt på Perlegade 8 i Sønderborg.
"Vi har en mistænkt, som vi gerne vil have hjælp til at identificere, så vi kan få en snak med hende," siger Mads Hansson fra Sønderborg Politi.
Kvinden beskrives som dansk af udseende, 60-65 år, kraftig af bygning med kort gråt hår.
Hun bar en halvlang gråblå dynejakke, sorte bukser, sorte sko med et stort sølvspænde, mørkt halstørklæde, solbriller samt en hvid mulepose med påskriften "Edeka".
Oplysninger i sagen kan gives til Sønderborg Politi på tlf. 114.