Peter tror på de gode billeder
Popkunst og seriefremstillede malerier til overkommelige priser har de seneste par årtier fyldt stadigt mere på væggene. Men hvornår bliver vi trætte af at kigge på billeder, som alle andre også har hængende?
Indrømmet, han lever af at printe og sælge folks egne billeder, så selvfølgelig skal han tro på, at vi gerne vil have vores egne billeder på vægen. Men fotohandler Peter Serena Thulesen bygger ikke kun sin spådom på drømmen om at sælge flere billeder. Han bygger den også på en udvikling, som på få år har gjort det både muligt – og ikke mindst prismæssigt attraktivt – at printe billeder i hidtil ukendt størrelse. I hvert fald for amatørfotografer.
”For bare 20 år siden var et fotoprint i størrelsen 20 x 30 centimeter jo nærmest ’helt vildt’ og – set i forhold til priserne i dag – også ganske dyrt. I dag har vi adskillige kunder, der bestiller lærredsprint af deres egne billeder i 1 x 1,5 meter – og vi kan sågar lave plakater i 1 meters bredde og op til 30 meters længde. Så størrelsen er sjældent begrænsningen mere”, forklarer Peter Serena Thulesen, indehaver af PhotoCare i Nørregade.
Siden han i niende klasse købte sit første spejlreflekskamera, et Pentax og selvfølgelig analogt, har fotografering fyldt rigtig meget i Peter Serena Thulesens liv. Så meget, at han valgte at uddanne sig til fotohandler og igennem de seneste 15 år tillige har arbejdet rigtig meget med studiefotografering. Og ikke mindst forsøgt at overbevise alle andre om fotografiets fortræffeligheder.
”Jeg hørte for nylig et foredrag med Pernille Aalund, som sagde, at der vil komme en modreaktion mod den digitale og flygtige verden med eksempelvis Facebook. Vi vil vende os mere mod det personlige og det nære.”
”Alle kan jo købe fotokunst, også smuk fotokunst til rimelige penge, men jeg tror også, at mange af os gerne vil fortælle om vores liv og vores værdier igennem netop vores egne billeder. Og her spiller det selvsagt også ind, at priserne i dag er særdeles rimelige i forhold til for bare 10-20 år siden.”
”I en travl tid, som den vi lever i nu, ligger der noget værdifuldt i måske at lave et glas marmelade eller noget saft som værtindegave i stedt for en købeblomst, og jeg tror, det er nogenlunde samme glæde og oplevelse mange af os får, når vi hænger en stor plakat fra turen til Thailand eller noget andet op derhjemme. Og så er det vel nærmest et faktum, at store billeder er mere spændende end små”, forsætter Peter Serena Thulesen.
Men skal man ikke investere rigtig mange penge i et kamera for at få en kvalitet, man vil – eller kan - hænge op?
”Ikke nødvendigvis. For det første er det ikke kun kvaliteten, der afgør, om et billede er godt. Det er jo motivet. Hvis motivet er ’spot on’ og fortæller en god historie, er det jo det afgørende. Men vi rådgiver altid gerne om, i hvilken størrelse et givent billede vil egne sig til, og endelig kan vi sagtens hjælpe kunden med at billedbehandle, så billedet kommer til at stå bedst muligt.”
”Men hvis man vil have både et godt familieportræt og sikre sig en helt perfekt kvalitet, kan man jo altid få taget sine billeder i fotostudie. Vi laver eksempelvis masser af portrætter af alt fra babyer til konfirmations- og familiebilleder her i vores fotostudie, ligesom jeg gerne tager bryllupsbilleder ’on location’. Og selvfølgelig bliver det i en anden kvalitet, når du får det lavet professionelt – men jeg kunne aldrig drømme om at kalde den ene slags billeder bedre end den anden. Der er utrolig mange følelser forbundet med de billeder, som vi har hængende derhjemme – og det er det vigtige. Det er vores egen historie, og den er altid værd at fortælle”, pointerer Peter Serena Thulesen.
Fakta om PhotoCare Vejle
Peter Serena Thulesen og Morten Nagel Hansen åbnende i 2003 PhotoCare i Nørregade. De to havde indtil da været kolleger i en anden fotoforretning i Vejle, men ville prøve kræfter som selvstændige. Pr. 1. november i år overtog Peter hele forretningen selv, da Morten gerne ville prøve ’noget helt andet’.
Peter Serena Thulesen vil i fremtiden lægge endnu mere vægt på billedsiden og på at tilbyde billeder og lærredsprint ud fra kundernes egne fotofiler. Der vil blandt andet blive udbudt fotokurser om, hvordan man får det bedste ud af sit kamera, ligesom der vil blive kurser i, hvordan man finder de gode motiver.
Endelig vil der blive yderligere fokus på at tilbyde gode og anderledes portrætter. I det nye år kører en ’Mig og far’-kampagne, hvor Peter Serena Thulesen håber på en masse far/søn-fotos. Vel at mærke far/søn i alle aldre.
”Da jeg i januar pludseligt mistede min egen far, gik det pludselig op for mig, at jeg praktisk talt ikke har nogle billeder af kun min far og jeg. I min barndom var det min far, der stod bag kameraet, hvilket det ofte også er i dag. Selv om flere kvinder i dag heldigvis også fotograferer. Men jeg kunne godt selv have ønsket mig et par gode fællesportrætter af min far og mig.”