Cirkus, glimmer og palietter
Cirkusmuseet åbner dørene for hyggelige påskeaktiviteter
Kom og prøv artisteriet på egen krop og lav dine egne cirkus- og påskesokkedyr, når Cirkusmuseet inviterer inden for til cirkusleg med museets artist og til Kreativt Værksted, hvor alle materialer vil være til rådighed. Når foråret står for døren, og påsken banker på, slår Cirkusmuseet dørene op for spirende cirkusartister, kreative hjerner og legeglade børn og voksne. Allerede fra søndag den 20. marts kl. 11 kan hele familien prøve artisteri i manegen til cirkusleg, hvor Cirkusmuseets egen artist vil stå klar til at instruere. Og i påskens anledning afholder Cirkusmuseet også cirkusleg i påskedagene fra mandag den 21. marts til onsdag den 23. marts. I disse dage vil der desuden være sjove påskeaktiviteter på Det Kreative Værksted, hvor glimmer, palietter, fjer, pap, glans- og silkepapir og meget mere er klar til at pryde dine påskesokkedyr, cirkusdyr og - artister. Alle påskeaktiviteter er inkluderet i entréprisen. Cirkusmuseet har normale åbningstider i påsken, hvilket vil sige, at der også er åbent palmesøndag, skærtorsdag, påskedag og 2. påskedag.