Fortsæt til indhold

En ægte koldingenser har skræppet for sidste gang

Arkiv
Af Simon Carlson

I går var i sandhed sorgens dag i dyrehandlen Søhesten i Søndergade, da butikkens vel nok mest elskede aktiv afgik ved døden.
Det var papegøjen Jacob, som skræppede for sidste gang. Den elskelige ara blev 43 år, og de sidste 38 år var han således en fast del af Søhesten, hvor utallige kunder har stiftet bekendtskab med ham igennem årene, og mange havde således et temmelig nært forhold til fuglen. Det ses tydeligt på de de røde og blanke øjne hos Dennie Raun og Tine Buch fra Søhesten, som stadig er meget berørt.
"Jamen, det er jo underligt, for det var da trods alt bare en fugl, men man knytter sig jo rigtig tæt til dyrene. Der er også kommet flere kunder ind, som er helt i chok, for rigtig mange har jo faktisk kendt Jacob hele livet, så det er jo virkelig trist," siger Dennie Raun.

Begravet under yndlingstræet

At Jacob var en ægte koldingenser ses også på Facebook, hvor det er strømmet ind med kommentarer til araens endeligt.
"Det er jo helt vildt, så mange mennesker, der fortæller historier om Jacob derinde og har haft et forhold til ham. Det er virkelig rørende. Vi vidste jo godt, at alle kunne lide ham, men vi er nu alligevel overraskede over den reaktion," fortæller Dennie Raun.
Hun har været i Søhesten i 14 år og var i den tid blevet Jacobs yndlingsmenneske, hvor han også tilbragte weekenderne. Derfor er det også meget naturligt, at papegøjen nu er blevet begravet hjemme i Dennies have under æbletræet.
"Det var Jacobs yndlingstræ. Det sad han altid i om sommeren, så det synes jeg egentlig er ret fint," konstaterer Dennie Raun med et lille smil.
Det var formentlig kræft i leveren, der var årsag til Jacobs død. Hos fugle er det ofte svært at spotte sygdomme, fordi de i naturen er byttedyr, og dermed forsøger at skjule deres svagheder så længe som muligt, fortæller Dennie Raun.