Fortsæt til indhold

Kan vi gøre det - vi i forvejen er gode til - endnu bedre?

Ny handleplan for Hvidovre kommunes fritidsliv, foreningsliv og idræt er ude

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Ena Christiansen fra Idrætsrådet: - Oplægget er et godt udgangspunkt for at lave en helhedsplan for idrætten og foreningslivet i Hvidovre. I første omgang var kun indendørs idrætterne med, men Idrætsrådet ønskede også ude idrætterne med, således at det blev en helhedsplan. Der er også sat fokus på den mere uorganiserede idræt, vi håber så på over tid, at en række af disse kan blive en del af foreningsområdet og den mere organiserede idræt...

Sportsmekka

- I forbindelse med høringssvarene til oplægget oplevede vi meget konstruktive ideer fra foreningslivet. Her blev der blandt andet påpeget større udnyttelse af de eksisterende faciliteter i kommunen... - Der er ønsker til, at Frihedens Idrætscenter bliver “mekkaet” på indendørsområdet, da området ligger centralt for offentlige transportmidler og er nemt at komme til. Ønsket er at få en opvisningshal med plads til omkring 2.500 tilskuere for dermed at trække flere store idrætslige arrangementer til kommunen. Det vil også give en fantastisk fleksibilitet, at der ligger flere haller ved siden af hinanden. Dette ville være et stort gode for håndbold, volleyball, floorball, badminton med flere samt de større gymnastikopvisninger... - Hvidovre Stadion ligger ikke langt fra Friheden, og med disse to fantastiske faciliteter, kan der i tæt samarbejde, blive endnu større udviklingsmuligheder mellem inde- og ude idrætterne som atletik, tennis og fodbold. Omkring dette er klubberne ligeledes kommet med mange konstruktive forslag til, hvordan man fortsætter udviklingen af disse områder. Hvidovre kommune har allerede reageret med at etablere to nye løbebaner til atletikken, så man har mulighed for at holde både nationale og internationale stævner. Der kommer varme i jorden på fodbold opvisningsbanen, og så er der ønske om kunstgræs på Dansborgskolen... - I det hele taget oplever vi, at man lytter til Idrætsrådet og dermed foreningslivet, og det er med til at gøre vores arbejde for idrætten til en stor fornøjelse at være en del af. Vi håber selvfølgelig, at der vil blive set stort og positivt på de fremkomne forslag, som vi selvfølgelig godt er klar over ikke lige kommer som en helhed inden for de kommende fire år, men vi håber, at der vil være mulighed for at perspektivere ønsker og prioritere dette indenfor en 10 års periode med en handlingsplan... - Vi ved, at mange idéer bliver ført ud i livet. Men man skal være tålmodig og prioritere sine indsatser. Alt kan ikke lade sig gøre, men det må aldrig få os til at stoppe med at drømme...

Optimal udnyttelse

- For os at se, handler det meget om at udnytte de ting, vi allerede har bedre og mere fornuftigt. Det gælder om at se mulighederne for at tilbygge og planlægge for de næste 10-15 år. Det kommer ikke til at ske på en gang. Udvikling tager tid og koster penge. Derfor er det uhyre vigtigt, at vi har ideerne og lægger planerne, så vi hele tiden har noget at arbejde videre med og forholde os til... - I Hvidovre kommer der flere og flere klubber med eliteudøvere. Egentlig er der rigtig mange talentfabrikker i kommunen. Vi er indstillet på, at så mange klubber som muligt er på højeste niveau. Det smitter af på bredden, tiltrækker nye udøvere og er generelt en styrkelse af foreningslivet.. - Hvidovre har mange tilbud. Eliteklubberne er begyndt at samarbejde og erfaringsudveksle, hvilke er en stor fordel for eliteudviklingen. Alle har jo noget at byde ind med, og fællesskabet om viden, vil være en stor styrke for både bredden og eliten. I øjeblikket taler vi om fællesskab omkring kost og sundhed, plejen af skader og genoptræning samt fælles fysiske træningsmuligheder på stadion. Ligeledes tales der om træningsprogrammer på forskellige niveauer på forskellige tidspunkter af en sæson, mental træning osv. osv..., som også kan bruges af bredden... - Med udvikling af Friheden, Hvidovre Stadion, Avedøre Stadion og svømmehallen i nord, hvor vi gerne så et 50 meter konkurrencebassin, ville vi virkelig stå stærkt som kommune. Ligeledes vil det springcenter, der er undervejs give kommunen uanede muligheder...

Havneområdet

- Hvis vi så også fik udbygget havneområdet med faciliteter for både klubber, uorganiserede og familier med flere, så ville der her være et stort potentiale for udviklingsmuligheder, som alle kan bruge og få gavn af. Det lægger helhedsplanen også op til, så det gælder om, at vi sammen ser de nye muligheder og griber chancen for at få indflydelse og komme med ideerne. Sundhedspolitisk vil et godt idrætsliv blive løftet til gavn for alle borgere. Fælles klubfaciliteter for klubberne på havnen, vil ligeledes give disse klubber et vældigt fællesskab med store udviklingsmuligheder, som vil være unikke... - Der er allerede nu i 2016 afsat penge til flere opgaver omkring Hvidovre Stadion. I de kommende fire år er afsat 7 mill. kr. til anlægsudgifter, hvilke Idrætsrådet er rigtig glad for, og vi håber, de bliver fasthold i anlægsbudgettet. Det gælder virkelig om at se mulighederne og ikke begrænsningerne. Idrætsrådet ser meget positivt på fremtiden og arbejder selvfølgelig på, at faciliteterne virkelig udbygges til gavn og glæde for alle borgere og selvfølgelig alle idrætsudøvere... - Arbejdet med helhedsplanen er jo kun 1. fase omkring faciliteter, idrætsrådet arbejder med to faser mere nemlig; udviklingen af foreningernes organisering samt arbejdet med frivillighed, som er alfa og omega for udviklingen af idrætten. Vi skylder en stor tak til alle disse frivillige, som lægger mange timer i at få idrætten til at fungere i Hvidovre... - Derfor er det vigtigt, at der bliver set på Hvidovre kommune som en IDRÆTSKOMMUNE, der er i bevægelse for både børn, voksne og seniorer og dermed styrke sundheden... - Idrætsrådet har her i marts eksisteret i 50 år, og vi har sandelig i sinde at kæmpe og samarbejde med politikkerne, de næste 50 år også for et fantastisk Hvidovre, hvor borgerne er glade motionister, eliteidrætsudøvere, og der kan trækkes rigtig mange nye borgere til... - Idrætslivet i Hvidovre er i en skøn udvikling, som vi gerne ser bakket op af det politiske liv, for at vi kan fastholde motivationen, energien og udviklingen. Så herfra en foreløbig tak til politikkerne for samarbejdet, men vi ser meget mere i et endnu bredere samarbejde, hvor der arbejdes på tværs af forvaltningsområder til gavn for endnu flere tiltag, slutter Ena Christiansen