Den sidste vilje - med humor og spørgelyst

Når livet slutter. Dette definitive farvel fylder mange af os med gru, i den anden ende af skalaen kan døden være en befrielse. Men vi ved jo, at livets timeglas rinder ud en dag, og hvordan kan man eventuelt forberede sig og måske aktivt disponere, så de efterladte lettere kommer igennem en svær tid? Nyt ord: Bededame. Derfor havde Ældre Sagen i Hvidovre for nylig inviteret til et træf i foreningens mødelokale i Hvidovre C, hvor to bedemænd, som faktisk var bededamer, Lone Andersen og Christina Gauguin fra Nordsjælland, fortalte om deres arbejde. Og de kunne endda fortælle, at ordet “bededame” er på vej ind i det danske sprog, idet omkring halvdelen af de nuværende bedemænd i Danmark faktisk er kvinder. Og måske ikke mærkeligt, når man betænker den kvindelige empati. Og de rigtig mange spørgsmål til de to bededamer på mødet havde trods emnets dysterhed mange elementer af ublufærdighed og humor. Og afspejlede også helt klart, at mange af mødedeltagerne var enige i, at det er en rigtig god idé at hjælpe efterladte pårørende ved mere eller mindre i detaljer at beslutte om væsentlige ting: Ønsker jeg en kistebegravelse, eller kremering, urnenedsættelse eller skal asken spredes i havet? Og hvor skal ceremonien foregå, og hvad skal der ske i forbindelse med denne? I kirke, kapel eller et andet sted? Annoncering, salmer, musik og andet?

Økonomien

Og døden har også mange økonomiske konsekvenser, ud over de direkte udgifter til begravelse, bisættelse og gravsten. Meget hurtigt spærres alle konti i pengeinstitutter, som er oprettet af afdøde eller afdøde sammen med kone/samlever. Og selv om mange pengeinstitutter har etableret afdelinger, der på en nænsom måde hjælper til finansiering af de løbende udgifter for de efterladte, indtil dødsboet frigives af skifteretten, kan det eksempelvis være en rigtig god idé at have konti i to seperate navne, eller måske kan man deponere et beløb hos børn, der kan bruges i situationen.

Gravøl

Til allersidst et gode bededame-råd: Det er altid godt og også befriende med en kop kaffe/en gravøl, som afslutning på en ceremoni, hvor der tages afsked med en nærtstående. Det er livsbekræftende på en sørgelig baggrund, men gør det væk fra afdødes hjem! Og så til humoren med et citat-lån af en af mødedeltagerne: “Jeg er ikke bange for dø, bare jeg ikke er tilstede, når det sker”.