Klar til EM på halvmaraton
Hvidovreløberen Abdi Hakin Ulad følger overbevisende sin OL-plan
Abdi Hakin Ulad havde de sidste fem uger op til løbet været på højdetræningslejr i Kenya med over 200 km i benene om ugen. At formen var rigtig god viste udlægget på de første 5 km, der blev løbet så stærkt som 14.25 minut. Ved 6 km fik Abdi Hakin Ulad desværre begyndende mavesmerter, der blev værre og værre i den resterende del af løbet. Trods dette blev de 10 km passeret i 29.20 minut, mens mavesmerterne betød at tempoet stille og roligt faldt, så de næste 10 kilometer blev passeret i 30.32 minut. Trods maveproblemerne kom Abdi Hakin Ulad i mål i 1.02.58 timer, bare 34 sekunder fra den personlige rekord, som han satte ved VM Halvmaraton i København for to år siden. - Rigtig ærgerligt, at Abdi blev ramt af maveproblemer, da formen er i top til at forbedre den danske rekord på distancen, men omvendt også heldigt, at han ikke fandt et toilet undervejs, for så var han ikke kommet under EM kravet, lød det fra en frustreret træner, Leo Madsen, efter løbet. Sportschef, Michael Bruun Jepsen var efterfølgende både ærgerlig og glad: - Abdi har trænet usandsynlig hårdt på træningslejren og er i sit livs hidtil bedste form, så rigtig ærgerligt, at han ikke får udnyttet chancen, men omvendt rigtig positivt, at han viser en jernvilje og æder sig selv de sidste 15 kilometer. Det var en vigtig milepæl frem mod OL, der blev klaret i dag... De næste opgaver for OL-håbet bliver DM på landevej over 10 km, men fokus er rettet frem mod Hamburg Marathon den 17. april, hvor planen er, at OL-kravet på 2.15.15 timer skal klares.